Onsdag blev en dramatisk dag i Odense.
Et skænderi ved en moské førte nemlig til, at en 75-årig mand blev stukket med en skruetrækker, og i dag, torsdag, oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende, at manden er afgået ved døden.
"Efter ligsyn senere i dag, hvor dødsårsagen vurderes, vil vi tage stilling til, om sigtelsen skal ændres til drab," siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til avisen.
70-årig førte skruetrækkeren
En 70-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg.
Han erkender, at det var ham, der stak den 75-årige med skruetrækkeren, men han afviser, at der var tale om et drabsforsøg.
Hele episoden opstod, da den varetægtsfængslede mand dukkede op ved moskéen på Lisesmindevej. Han ønskede at komme ind i moskéen, men det blev afvist, da han er nægtet adgang som følge af en tidligere betinget dom for vold ved moskéen, som bliver brugt af bosniere.
I forbindelse med, at den 70-årige igen blev nægtet adgang til moskéen, opstod der tumult, og det var her, den 75-årige mand blev stukket med en skruetrækker.
Den varetægtsfængslede mand fortalte i retten, at han havde taget skruetrækkeren med til moskéen for at kunne forsvare sig selv.
Ville tale sig til adgang
Den 70-årige mand troppede op ved moskéen onsdag for, efter eget udsagn, at tale med dem, der bestemmer på stedet. Hans håb var, at han kunne få lov til at blive lukket ind igen.
Det er uklart, om det 75-årige offer var en af dem, der bestemmer ved moskéen, men det er blevet bekræftet, at han havde tilknytning til stedet.
Politiet fik anmeldelsen om hændelsen onsdag klokken 13.16. Den 70-årige var stadig ved moskéen da politiet ankom, og han blev anholdt på stedet.