Kl. 23.32 fik brandvæsnet nær Skive en anmeldelse fra en lægehelikopter.
Fra sin flyvetur kunne mandskabet i helikopteren nemlig se, at der var brand i en bygning på Præstevej, og brandvæsnet rykkede hurtigt ud til den ubeboede bygning.
Da de nåede frem viste det sig imidlertid, at branden havde fået så meget fat, at der stort set ikke var noget af bygningen tilbage, da branden endelig var slukket tre-fire timer senere.
Men hvad var så årsagen til den ødelæggende brand? Noget så simpelt som en klud.
Dyr oliebehanling
Ejeren har ikke boet i bygningen i en måneds tid, men onsdag var han forbi for at behandle sit bord med linolie.
Om ejeren ikke har renset kluden ordentligt, eller hvad der er sket, står fortsat hen i det uvisse, men ifølge vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, har kluden sandsynligvis selvandtændt.
"Det har man hørt før, at folk smider kluden med linolie et sted, og så selvantænder den," siger vagtchefen til TV MidtVest.
Politiet er nu i gang med at undersøge sagen til bunds, og det kan ende med en sigtelse til ejeren af boligen. Når en brand opstår som følge af en uforsigtig handling, så sigter politiet i de fleste sager den person, som stod bag den uforsigtige handling.
Det er sket i flere sager i løbet af sommeren i forbindelse med borgeres brug af ukrudtsbrændere. Senest kunne vi fortælle om en tysk familie, der var blevet sigtet efter at have glemt at slukke et fyrfadslys i et sommerhus, der brændte ned.
Hvorfor er linolie farligt?
En klud med rå linolie eller lignende olier vil selvantænde. Især hvis overfladen er stor (for eksempel på et stykke tvist), og temperaturen i lokalet høj. Kluden selvantænder, når der kommer ilt til olien. Det starter en kemisk proces, hvor olien hærder, afgiver varme og går i brand. Du kan derfor gøre to ting: sørge for, at der ikke kommer ilt til kluden eller lægge kluden et sted hvor den ikke kan gøre skade, f.eks. i en metalbeholder udendørs.
Put kluden i en lufttæt og ikke brændbar beholder (fx et syltetøjsglas), og smid det hele ud. Du kan eventuelt komme vand i beholderen. Plast kan brænde, og der kan let gå hul på en plastikpose, så vælg noget andet.
Læg aldrig en olieklud på et tørt trægulv eller i solen!
Kilde: Østjyllands Brandvæsen