Politiet efterlyser urne efter indbrud i kirke

112

21/12/2022

Foto: Midt- og Vestjyllands politi
Foto: Midt- og Vestjyllands politi

Skrevet af Kathrine Frich

På grund af frosten blev urnen opbevaret i kirken

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kloster Kirke nær Ringkøbing har haft indbrud.

Det skriver Midt- og Vestjyllandspoliti i deres efterlysning. 

Ved indbruddet blev der stjålet en række ting – blandt andet dåbsfad og sølvtøj. De langfingrede indbrudsmænd nøjedes dog ikke med fysiske ting. De har nemlig også taget en urne med de jordiske rester af en kvinde.

Familien er underrettet, men vil selvfølgelig gerne have deres pårørende igen. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.

200 kilo tungt skab

Indbruddet skete på et tidspunkt mellem torsdag eftermiddag den 15. december 2022 og fredag eftermiddag den 16. december 2022. 

Her brød ukendte gerningsmænd ind i Kloster Kirke. I forbindelse med indbruddet tog tyven (eller tyvene) et lysegråt værdiskab på op mod 200 kilo med sig. Skabet måler cirka 70 x 140 cm.

Jorden var frosset

Skabet, der har kodelås, indeholdt blandt andet kirkens dåbsfad, dåbskande og kirkekalk, men også en urne med de jordiske rester af en kvinde.

Grunden til at urnen overhovedet befandt sig i skabet, skal findes i vejret. Urnen havde nemlig endnu ikke kunnet nedsættes på grund af frost i jorden.

Ring 114, hvis du kan hjælpe

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder af nogle af de stjålne ting – heriblandt urnen, der er af pap. Har du set nogle af tyvekosterne eller har du andre oplysninger, der kan hjælpe politiet med opklaringen, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.