Det bliver koldere og koldere udenfor, men det holder desværre ikke indbrudstyve fra at fortsætte deres ugerning.
Så sent som tirsdag d. 15. november kl. 17.10 blev et hus i Årslev på Midtfyn udsat for netop et indbrud, men hvad tyven tydeligvis ikke viste var, at han blev fanget på kamera.
Og nu beder Fyns Politi om hjælp til at finde frem til misdæderen.
Overvågningsbilleder fra adressen, hvor der var indbrud, viser tydeligt den formodede gerningsmand i aktion, og det er Fyns Politis håb, at der er nogle borgere, som kan hjælpe til identifikation af vedkommende.
"Vi synes jo, at personen på de her billeder har et ret karakteristisk udseende, men vi ved bare ikke, hvem han er. Derfor håber vi, at der er nogle borgere der ude, der kan hjælpe os med et navn eller lignende på vedkommende," siger politikommissær Finn Wegner i efterlysningen.
Manden beskrives som :
Mellem 180-190 cm høj
Ca. 40-50 år gammel
Alm. af bygning
Mørkt kort hår.
Iført sort jakke, jeans og sorte sko
Brille placeret på næsen
Efter indbruddet gik manden fra gerningsstedet ad Carl Nielsensvej og til Lumbyvej, hvor han gik i Nordlig retning.
Politiet har også lagt en videosekvens af indbruddet op, som man kan downloade fra efterlysningen her.
På optagelsen ser man den mistænke mand gå ind på matriklen med noget, der ligner en mursten, i hånden. Han spejder så lidt ind ad vinduerne, øjensynlig for at sikre sig, at der ikke er nogen hjemme, og så smadrer han ellers en rude med stenen, uden så meget som at blinke med øjnene.
Kan man hjælpe Fyns Politi med oplysninger i sagen, bedes man ringe 114.
Foto: Fyns Politi
Foto: Fyns Politi