Ofrene er i gennemsnit 80+ år: Nu advarer politikreds mod bølge

112

10/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Yngre familiemedlemmer bør hjælpe deres ældre ditto med at undgå at blive det næste offer - og ældre bør følge en række råd.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For tiden lokker svindlere kreditkort og PIN-koder ud af ældre eller overtaler dem til at overføre penge for at lænse deres konto.

Fælles for ofrene er, at de i gennemsnit er i 80’erne, oftest er kvinder, bor hjemme trods høj alder og har et godt ’gammelt’ navn som Hanne, Birgit og Lis – eller Jørgen, Kaj og Henning.

Og så har de alle snakket i telefon med en dygtig svindler mellem klokken 10 og 18, hvor de fleste fupopkald sker.

Næsten daglige anmeldelser

De seneste måneder har Københavns Vestegns Politi næsten dagligt fået anmeldelser om såkaldt ’kontaktbedrageri’ fra ældre medborgere, hvor drevne svindlere ringer til ældre medborgere, udgiver sig for at være fra ’banken’ eller ’politiet’ og påstår, at deres konto skal spærres, fordi den er ved at blive lænset.

De dygtige svindlere overtaler deres ældre offer til flytte penge fra deres egen konto til en ’sikker konto’ hos ’banken’ eller ’politiet’ eller til at aflevere kreditkort og PIN-kode til et ’bud fra banken.’

Derefter forsvinder pengene ned i kriminelles lommer.

Klar opfordring fra politileder

Leder for Københavns Vestegns Politi afdeling for efterforskning af økonomisk kriminalitet opfordrer pårørende til at hjælpe deres ældre familiemedlemmer med undgå svindlernes fælder:

”Tal gerne med dine ældre i familien om det her svindelnumre. Fortæl dem, at det rigtige politi siger, at de skal lægge røret på, hvis nogen vil tale om deres penge, konti, kreditkort, koder og MitID – og at de ikke må oveføre penge til andre eller udlevere kort og kort til nogen, som siger de fra banken, politiet, kommunen eller andre steder,” siger politikommissær Carsten Knudsen.

Smæk røret på hurtigt, siger efterforskningslederen, for jo længere samtalen er, desto større risiko for at blive forvirret og manipuleret dybere ind i dygtige svindleres edderkoppespind af velfortalte løgne.

En rigtig bank spærrer automatisk en kundes kreditkort ved mistanke mistænkelige transaktioner og underretter derefter kunden. Banken vil aldrig bede om at få selve kreditkortet eller den personlige PIN-kode.  

Råd til dine ældre familiemedlemmer fra det rigtige politi

  • Hvis nogen ringer og vil tale om dine penge, konto, kreditkort og koder – så læg røret på. Læg også på, hvis nogen beder dig overføre penge eller aflevere kort og koder.

  • For at virke troværdige udgiver svindlerne sig typisk for at være fra politiet, banken, kommunen eller andre.

  • Svindlerne går ofte efter ældre medborgere og kontakter dem uopfordret

  • Svindlerne vil forsøge at narre sit offer til at overføre penge eller udlevere oplysninger om bank, konto eller NemID – for at få adgang til netbank.

  • Får man mistanke om, at man er blevet svindlet: Stands alle overførsler og kontakt banken.