Den sidste søndag i marts, altså d. 26., afholder Børns Vilkår landsindsamling.
Men allerede i starten af måneden, helt præcist om eftermiddagen fredag d. 3. marts, var tre unge mænd rundt i Holstebro med indsamlingsbøsser, der øjensynlig var fra Børns Vilkår.
Der var også et MobilePay-nummer, som man kunne donere til, hvis man ikke lige havde nogen kontanter på sig, men det har siden vist sig, at noget ikke stemte.
Det nummer, man kunne sende pengene til, har nemlig slet ikke noget med Børns Vilkår at gøre, og derfor har foreningen nu meldt sagen til Midt- og Vestjyllands Politi.
Hvordan kunne det lade sig gøre?
Det virker måske underligt, at de tre unge mennesker kunne gå rundt med en indsamlingsbøsse fra Børns Vilkår så lang tid, inden selve indsamlingen finder sted, men det er faktisk ikke så mærkeligt.
Både Børns Vilkår og andre organisationer sender nemlig bøsserne ud i god tid inden landsdækkende indsamlinger, så de når at komme frem i tide.
Der vil også på søndag, når den reelle indsamling finder sted, være MobilePay-numre på bøsserne, men i tilfældet fra d. 3. marts, havde fupmagerne altså skiftet mærkaten ud med et andet nummer.
Et opslag på Krak viser, at nummeret tilhører en kvinde i Ballerup. Men det er uvist, om hun på nogen måde er inddraget i svindlen. Eller om fupmagerne bare har udnyttet nummeret på en smart måde.
Lisbet Christoffersen er chef for kommunikation og fundraising hos Børns Vilkår. Hun fortæller, at foreningen har undersøgt henvendelsen fra Holstebro grundigt.
”Det er vores klare vurdering, at der har været tale om svindel og sagen er nu overdraget til politiet,” skriver Lisbet Christoffersen i en mail til Faglige Seniorers journalist.