"Det var tankerne og stemmerne i mit hoved, der gjorde, at jeg dræbte ham"

112

05/05/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En strid om forældremyndighed fik dødelig udgang for seks-årig dreng.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var stemmer i hendes hoved, der drev en 34-årig kvinde fra Kolding til at tage en kniv og med ét stik i brystet tage livet af sin seks-årige søn.

Sådan lød kvindens egen forklaring, som torsdag blev læst op ved en domsmandssag ved Retten i Kolding.

Det skriver Ekstra Bladet.

Sønnen Sohil blev dræbt 13. marts 2021 i hjemmet i kvindens lejlighed på Violvej i Kolding, da hun tog en af de knive, som hun på forhånd havde købt i Bilka, og stak den i hans hjerte.

Efterfølgende satte hun ild til lejligheden og har derfor været tiltalt for både manddrab og brandstiftelse i den ulykkelige sag.

Hun erkendte sig skyldig.

"Hans far ville voldtage ham og give ham til sine venner"

Kvinden, som på drabstidspunktet studerede på sosu-skolen i Kolding, har siden knivdrabet på sit eneste barn haft det så psykisk dårligt, at hun ved hovedforhandlingen i retten ikke var i stand til at lade sig afhøre.

"Sagen er meget pinefuld for min klient. Jeg har derfor aftalt med anklageren, at hendes forklaring til politirapporten bliver læst højt, så hun i dag ikke behøver svare på flere spørgsmål end højest nødvendig", sagde hendes forsvarer Carsten Hove.

Den tiltalte, som har syrisk-kurdisk baggrund, indvilgede i at få læst sin egen tidligere afgivne forklaring til politirapporten op i sin helhed.

Den sad hun foroverbøjet og lyttede til blive oversat af en tolk. Ganske forknyt med hænderne i skødet, hætten fra sin grå hættetrøje trukket helt op og med mundbind på.

"Jeg havde tanker i hovedet. Tanker om at Sohils far ville voldtage ham og bagefter give ham til sine venner. Det var tankerne og stemmerne i mit hoved, der gjorde, at jeg dræbte ham", lød forklaringen.

Med en tilføjelse om, at hun godt vidste, at hans far ikke ville gøre det i virkeligheden.

Ville ikke dele

Gennem en flere år lang periode op til drabet havde der kørt en sag i Familieretshuset om delt forældremyndighed om Sohil mellem tiltalte og hendes eksmand.

"Jeg var bekymret over, at han skulle have delt forældremyndighed, for jeg ville ikke have, han skulle bestemme over eller have indflydelse på min hverdag", har hun forklaret under afhøringen, der i sin helhed blev læst op af senioranklager Christina Bork Hansen.

Tiltaltes eksmand, 42-årige Hame Suleyman, som kvinden forlod kort efter, de havde fået deres fælles søn, sad på tilhørerpladserne under retsmødet.

Tragedien har i sagens natur også ramt ham hårdt, og hans bistandsadvokat nedlagde påstand om erstatning for både tabet af Sohil og for varigt mén for Hame Suleyman selv på grund af den psykiske belastning, der præger hans dagligdag efter tabet af sønnen.

Det fremgik af anklagerens dokumentation, at den tiltalte 34-årige kvinde tidligere har været i medicineret med psykofarmaka og beroligende medicin. Hun havde ikke indtaget medicin gennem flere måneder, da hun dræbte Sohil 13. marts i fjor.

Anbringes og udvises

Hun har siden grundlovsforhøret i sagen siddet varetægtsfængslet i surrogat på retspykiatrisk afdeling i Middelfart og blev dømt til anbringelse uden længstetid, da hun formentlig er paranoid skizofren.

Trods protest fra tiltaltes forsvarer valgte domsmandsretten også at dømme kvinden, som er syrisk statsborger, til udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Derudover skal hun betale 120.500 kroner i erstatning til Sohils far.

Den 34-årige kvinde modtog dommen.