Dansk politi i gavehumør: Giver gratis lamper væk

112

11/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Det er sensorstyrede lys, der skal forhindre indbrud

I samarbejde med Silkeborg Kommune og Bo trygt uddeleler Midt- og Vestjyllands Politi gratis sensorstyrede lamper ud til indbrudsramte borgere og deres nærmeste naboer.

Det skriver Midt- og Vestjyllands politi

I en tid med mange mørke timer i døgnet, særligt i år, hvor vi alle opfordres til at spare på strømmen kan det være gavnligt at skrue op for både sensorstyret lys og nabohjælp.

Midt- og Vestjyllands Politi vil, i samarbejde med Silkeborg Kommune og Bo Trygt, de kommende uger frem mod jul uddele gratis sensorstyrede lamper til indbrudsramte borger i Silkeborg Kommune og deres nærmeste naboer. Og det er der flere grunde til.

"Vi ved, at samarbejde mellem naboer er rigtig vigtigt for at forebygge indbrud. Faktisk kan vi med Nabohjælp forebygge op mod hvert fjerde indbrud og samtidig få naboskabet til at blomstre." står der i pressemeddelelsen. 

For mens tyven frygter de årvågne naboer, giver de samme naboer tryghed og godt naboskab til nabolaget. Skab liv i nabolaget, hold øje med hinandens boliger og del jeres viden med naboerne, fx via Nabohjælps app, hvis I ser noget mistænkeligt.

Det virker faktisk

Forskning viser, at den rette belysning reducerer risikoen for indbrud. Indbrudstyve vil gerne undgå at blive set, og det risikerer de, hvis lyset er tændt eller pludselig tænder, når de lister sig hen til et hus.

Den bedste løsning er sensorstyret lys, der tænder ved bevægelse. Så kan vi stadig få lys, når vi kommer hjem og fx skal have indkøb ud af bilen, og der er større chance for, at en tyv vil blive opdaget. Samtidig er det billigere, end hvis lyset konstant står tændt.

En engelsk undersøgelse fastslår, at skal man kun gøre én ting for at sikre sit hus bedre mod indbrud, så skal man installere udendørs lys med sensor.

Giv din nabo en på lampen

Når politiet deler sensorstyrede lamper ud til borgere, som allerede har været udsat for indbrud, så skyldes det også, at netop denne målgruppe har en øget risiko for gentagne indbrud.

"Derfor vil vi gerne bruge lamperne som anledning til at få en god snak med de berørte borgere og deres nærmeste naboer om, hvordan de kan sikre deres boliger, og hvordan de med Nabohjælp og et godt naboskab kan være med til at forebygge indbrud." står der i pressemeddelelsen. 

 Placér lamperne, så indgange som døre og indkørsler bliver oplyst, når nogen nærmer sig. Det er også en god ide at placere lamper tæt ved terrassedøre eller vinduer, som ligger bag huset. Her er det vigtigt, at fx dine naboer kan se, når lamperne lyser, så de bliver opmærksomme, hvis de pludselig tænder, mens du ikke er hjemme.

Hvis du installerer sensorstyret lys – eksempelvis fire lamper, der kun lyser, når nogen færdes uden for huset, vil lyset være tændt omkring en time i døgnet. Det vil med de nuværende elpriser resultere i et elforbrug på omkring 25 kroner for de fire måneder (eller 122 dage).