Batteri fra elcykel brød i brand - kostede 4 livet

112

21/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det ramte værksted har tidligere været anmeldt for brud på sikkerheden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En bygningsbrand, der blev startet af et litiumbatteri fra en elcykel, har kostet fire mennesker livet i New York.

Det oplyser New Yorks brandvæsen tirsdag.

Natten til tirsdag lokal tid brød branden ud på et værksted for elcykler og scootere. Værkstedet lå i stueetagen i en bygning i bydelen Chinatown.

Udover de fire omkomne er yderligere to personer alvorligt soret, fortæller byens brandkommisær, Laura Kavanagh, på et pressemøde.

Hun understreger i samme omgang, at efterforskningen har gjort det klart, at den dødelige brand var forårsaget af litiumbatterier og elcykler - dermed er der altså ikke blot tale om en mistanke om årsagen.

Kavanagh fortæller desuden, at det pågældende cykelværksted tidligere er blevet anmeldt for brud på sikkerheden.

108. elcykelbrand i år

Elcykler og elscootere har taget verden med storm, men alene i år har 13 mennesker mistet livet i New York som følge af batteribrande.

Derudover er 66 andre kommet til skade i de nu 108 brande ilitiumbatterier, der indtil videre har ramt storbyen i år.

I april opstod der en lignende bygningsbrand som den, der brød ud natten til tirsdag, dog denne gang i bydelen Queens. Her mistede en 19-årig kvinde og hendes syv-årige lillebror livet.

Generelt er der sket en eksplosiv stigning i antallet af brande, der er relateret til elektriske cykler og scootere i New York. i 2020 var er således 44 af den slags brande, mens der sidste år, altså i 2022, var hele 220 af slagsen.

Det er fem gange så mange.

Ekstremt populære

En af årsagerne til den voldsomme stigning er, at langt flere indbyggere har erhvervet sig elektriske cykler og scootere, og der er særligt mange af byens cykelbude, der bruger elcykler, når de for eksempel skal levere mad.

Batterierne er mere tilbøjelige til at gå i brand, hvis de er af dårlig kvalitet eller ældre dato, og ifølge brandkommissær Laura Kavanagh kan der opstå så megen ild, når batterierne antændes, at det ofte kan være for sent at nå at reagere.