Ansat på plejehjem tiltalt for drab og 7 drabsforsøg

112

22/11/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hun menes bevidst at have givet beboere forkert og farlig medicin.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En kvinde, der har været ansat på Plejecenter Tirsdalen i Randers, er nu tiltalt for at have dræbt en beboer og forsøgt at dræbe tre andre ved bevidst at have givet dem forkert og farlig medicin.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte at rulle tidligere i år, efter flere mistænkelige indlæggelser af flere plejehjemsbeboere i februar og marts. Østjyllands Politi begyndte en massiv efterforskning af, om der var gang i noget kriminelt, og d. 14. marts blev kvinden anholdt.

Hun har siden siddet varetægtsfængslet, og nu vurderer anklagemyndigheden, at der er grundlag for at rejse tiltale mod den tidligere plejehjemsansatte.

"Hun er tiltalt for et manddrab og derudover for syv forsøg på manddrab begået ad flere omgange mod to mænd og en kvinde, som stærkt svækkede blev indlagt til behandling. Derudover tiltales hun blandt andet også for at have stjålet medicin fra flere beboere på plejehjemmet. Nu er det op til retten at vurdere sagen," siger specialanklager Jesper Rubow i pressemeddelelsen. 

Ifølge anklageskriftet var det den 26. februar, at den tiltalte under sit arbejde på plejehjemmet gav en ældre beboer et lægemiddel, der endte med at føre til den ældre kvindes død nogle dage senere.

Det var også den 26. februar, at kvinden ifølge tiltalen gav de tre andre beboere farlig medicin, så de efterfølgende måtte indlægges. De øvrige drabsforsøg, som de tre beboere blev udsat for, fandt ifølge tiltalen sted i starten af marts. 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, før den har været for retten. Sagen kommer til at køre som en nævningesag ved retten i Randers over flere retsmøder i januar og februar.

Den tiltalte kvinde er på nuværende tidspunkt omfattet af navneforbud. Hun har tidligere nægtet sig skyldig i anklagerne.