Advarer danskerne: Netop nu kommer de IT-kriminelle frem

112

10/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er en stor weekend, på både godt og ondt.

Danskerne skal passe på med ikke at falde i de it-kriminelles kløer i forbindelse med, at SKAT åbner op for den digitale adgang til årsopgørelsen.

Begivenheden har nemlig udviklet sig til en folkesport, hvor danskerne gladelig sidder i kø i timevis, og det kan sænke paraderne lidt, mener Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA.

"Når der er en mulig udsigt til, at den enkelte kan få penge tilbage, ved de it-kriminelle, at det er nemmere at fuppe folk. Det udnytter de til fulde, og har sikkert planlagt deres tiltag længe,” siger han.

Ikke længere amatører

Jørn Guldberg advarer desuden om, at de it-kriminelle ikke længere kun er amatører i en mørk kælder, men nu er velinformerede og arbejder professionelt og struktureret.

Desuden benytter mange af de it-kriminelle sig af kunstig intelligens, hvilket har giver dem nye og effektive redskaber i værktøjskassen.

”Tidligere var deres angrebsforsøg fyldt med stavefejl og dårligt kopierede firmalogoer. De ting er i stor stil forsvundet, og de it-kriminelles henvendelser på både mail og mobil virker mere og mere troværdige. Selv for eksperter er det svært at se forskel på et svindelnummer og en ægte henvendelse,” siger han.

Vær kritisk

En af de mest udbredte metoder er "phishing", hvor de it-kriminelle i forbindelse med årsopgørelsen udgiver sig for at være fra SKAT, og forsøger at få folk til at sende oplysninger over sms, telefon eller e-mail.

”Det skal man lade være med. I stedet for at få et par tusinde kroner tilbage i skat, kan man stå med store problemer. Desuden skal man ikke klikke på eventuelle links i disse mails eller sms'er, der angiveligt kommer fra SKAT,” siger Jørn Guldberg, og understreger, at SKAT aldrig beder borgere om at afgive personoplysninger eller bankkonto- eller betalingskortoplysninger.