Den sidste weekend af juli endte alt andet end lykkeligt for en 85-årig kvinde fra Frederikshavn.
I sin lejlighed på Ingeborgvej blev hun nemlig lørdag udsat for et tricktyveri af det, hun egentlig troede var en barmhjertig samaritaner.
Lørdag middag var kvinden nede for at aflevere tomme flasker, og i den forbindelse henvendte en fremmed mand sig til hende. Han hævdede, at der havde været noget ballade med nogle unge mennesker på gaden, og at der i forbindelse med balladen var blevet fundet nogle nøgler, som måske passede til kvindens hoveddør.
Den ældre kvinde og manden gik derfor op i lejligheden for at undersøge, om hun havde alle sine smykker og kontanter, men i forbindelse med, at den 85-årige selv åbnede skufferne i lejligheden, lykkedes det manden at franarre sit offer 2000 kroner.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Særligt kendetegn
Manden beskrives som:
dansk af udseende
30 til 40 år
kraftig af bygning
kort, sort hår
tatoveringer på fingrene - muligvis bogstaverne LOVE
Han talte desuden dansk og var iklædt ternet skjorte og lyse bukser
Michael Karstenskov, politikommissær ved Nordjyllands Politi, fortæller til mediet, at man gerne vil høre fra eventuelle vidner, der kan hjælpe med at finde frem til svindleren.