Et par nye husejere fik mere, end de havde regnet med, da de opdagede et hemmeligt rum i deres hus fra 1960'erne.
Det skriver Mirror
Renovering af et hus er hårdt arbejde, men at købe et hus, der har brug for en lille smule gør-det-selv-arbejde, kan give en enorm besparelse. Faktisk er det blevet en stadig mere populær måde for førstegangskøbere at komme ind på ejendomsmarkedet.
Nicole Halliday og hendes partner dykkede ned i gør-det-selv-arbejdet, i det øjeblik de modtog nøglerne til deres hjem fra 1960'erne. Et hus, der blev købt i 1962 for kun £3.141 (cirka 27.000 kroner), men som nu er langt mere værd.
Under de mange timer med at fjerne træflistapet og rive vægge ned afdækkede parret, hvad der kan vise sig at være en mindre formue.
Det hemmelige rum
I en video fra det sociale medie TikTok, der har fået mere end 1,9 millioner visninger og hundredvis af kommentarer, viser Nicole, hvor meget arbejde der skal til for at renovere hjemmet.
Der er kraftige revner på væggen, en 14 år gammel kedel, som de troede var ny, og rådne gulvbrædder på grund af utætheder.
De opdagede den tidligere ejers unikke måde at dekorere på, som bestod af "lag på lag af unikt tapet", og fandt strømførende ledninger, der ikke var forbundet med noget.
Da de fjernede nogle store garderobeskabe, blev en skjult dør til et ekstra værelse, de ikke vidste eksisterede, afsløret. Men det var ikke kun det hemmelige rum, der var overraskende.
Det flydende guld
Da Nicole gik ned til, hvad hun formodede ville være en uhyggelig, mørk kælder, kom hun i stedet til en skjult vinkælder.
I hendes video kan man se omkring 12 flasker uåbnet vin, der blot samler støv.
Nogle seere sagde, at hun skulle returnere flaskerne til de oprindelige ejere – men andre var fuldstændig uenige.
"De røde [vinflasker] fra 1984 koster 140 pund [cirka 1200 kr.] pr. flaske," sagde en person, mens en anden jokede, at de kunne bruge pengene til at købe en ny kedel.
"Jeg er en smule jaloux på vin-fundet," kommenterede en anden. "Du skal åbne en flaske, når huset er færdigt for at fejre det."
En fjerde sagde: "Vinkælderen var i det mindste fyldt, så der var ikke kun dårlige ting i huset!"
Det ser ud til, at vinsortimentet omfatter en Canepa Cabernet Sauvignon fra Chile og en fransk Les Hauts de Castelmaure Corbières.
Priserne på disse vine kan variere afhængigt af deres alder, og om de er blevet opbevaret korrekt. Men hvis TikTok-kommentarsporet har ret, kunne parret have over £1.000 (cirka 8.700 kroner) liggende i deres vinkælder.