Hunden var knust, da han mistede sin andeven - nu tager han sig af sin vens ællinger

Virale historier

18/07/2023

Foto: TikTok @life.of.duck
Foto: TikTok @life.of.duck

Skrevet af Katrine Lykke

En fantastisk blid og kærlig hund tager internettet med storm.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Naturen kan til tider være grusom, hvor større dyr lever af dem, der er længere nede i fødekæden, men af og til støder man også på historier, hvor forholdet er helt anderledes. Og de historier kan smelte hjerter.

Præcis som i dette tilfælde, hvor en stor schæferhund blev venner med en and og senere tog sig af en gruppe forladte små ællinger.

Det lyder næsten som handlingen i en Disney-film, men det er ikke desto mindre virkelighed ifølge Express.

Den sværeste del er den dag, de flyver væk

Hovedrollen er hunden Ben fra New Zealand, der til daglig bor med sin ejer Julie McGuire.

Ifølge Julie har Ben i de sidste år udviklet et dybt bånd til en vildand ved navn Teddy, som hunden har kendt, siden han var hvalp, fordi Julie opdrætter ænder i sit hjem.

Men da anden denne sommer havde nået sin voksenalder, fløj den væk.

På sin TikTok-profil fortæller Julie: "Den sværeste del af at opdrage en vildand som kæledyr er den dag, de flyver væk ... [Ben] venter hver aften udenfor på, at hans bedste ven vender tilbage."

De forladte ællinger

Heldigvis modtog Julie hurtigt et kuld syge og forkomne ællinger, som var blevet forladt. Enkelte af ællingerne kunne desværre ikke reddes, men de resterende vogter Ben nu over, som var han deres mor.

”Han vil ikke lade dem være alene," fortæller hun og fortsætter: ”Han elsker at være ved siden af ​​dem og se på dem.” 

På videoer på TikTok ser man netop hunden betragte og vogte over de små ællinger i bl.a. badekarret og i deres bur.

Bens milde natur har hurtigt fanget manges hjerter og tog internettet med storm. Det er en dejlig og livsbekræftende historie om, at naturen ikke kun er brutal, og at hunden ikke kun er menneskets, men i dette tilfælde også ændernes bedste ven.