Undersøgelse viser: Hverken mænd eller kvinder har ret

Videnskab

22/03/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Ingen af kønnene har åbenbart styr på, hvad det andet køn finder attraktivt-

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ny undersøgelse offentliggjort i PLOS One har vist, at mænd og kvinder fejlvurderer, hvad det modsatte køn finder attraktivt.

Et hold af forsker i Storbritannien bad 144 personer med en gennemsnitsalder på 22 år om at justere en 3D-model af et mandligt eller kvindeligt ansigt, så det matchede deres opfattelse af, hvad det modsatte køn ville finde mest attraktivt - både til kortvarige og langvarige forhold.

"Vi har demonstreret en betydelig misopfattelse af, hvad mænd og kvinder tror, det modsatte køn foretrækker, når det kommer til ansigtstræk med seksuelle karakteristika," konkluderede forskerne ifølge New York Post.

Overvurderer ønsker til ansigtstræk

Skarpe, markerede ansigtstræk som en kantet kæbelinje beskrives ofte som maskuline, mens bløde, delikate træk som fyldige læber forbindes med femininitet. Det har medført, at der er mange, der går til plastikkirurger for at opnå dette look.

Men er det virkelig det, potentielle partnere ønsker? Undersøgelsen har afsløret, at både mænd og kvinder overvurderede, hvor maskuline eller feminine det modsatte køn foretrak ansigtstræk.

Med andre ord troede mænd, at kvinder foretrak mere maskuline ansigter, end de faktisk gjorde, og kvinder mente, at mænd foretrak mere feminine ansigter, end de i virkeligheden gjorde.

Desuden troede mænd, at kvinder ønskede mere maskuline ansigtstræk hos en mand til et kortvarigt forhold end til et langvarigt - men kvinder gjorde ikke den samme skelnen.

Denne fejlopfattelse kan skyldes samfundets urealistiske skønhedsidealer for både mænd og kvinder, som er blevet forstærket af plastikkirurgi og kunstig intelligens.

Dårligere selvbillede = dårligere resultater

Undersøgelsen fandt dog også frem til, at fejlagtige antagelser om tiltrækningskraft var stærkere hos personer, der havde et dårligt selvbillede. De personer, der var mindst tilfredse med deres ansigtstræk, havde sværest ved at forudsige det modsatte køns præferencer.

Generelt misforstår folk, hvad det modsatte køn finder attraktivt - især hvis de er usikre på deres eget udseende.

Resultaterne viste, at både mænd og kvinder har en tydelig tendens til at fokusere på idealiserede skønhedsidealer, der måske ikke afspejler, hvad andre reelt set finder tiltalende hos en potentiel kommende partner.

Undersøgelsen bekræfter også tidligere forskning, der viser, at fysisk skønhed ikke er det eneste, folk tager i betragtning, når de vurderer en andens tiltrækningskraft. Her er det blandt andet værd at tænke på populariteten af de såkaldte 'dad-bods'.

Holdning, selvtillid, venlighed og mange andre personlighedstræk spiller en afgørende rolle i, hvordan vi opfatter hinandens attraktivitet.