Område i Nordsjælland skal gøres klar til husbygning: Nu har arkæologer fundet en hel jernalder-landsby

Videnskab

23/07/2024

Foto: Museum Nordsjællland
Foto: Museum Nordsjællland

Skrevet af J. Bøgen

Arkæologerne inviterer til åbent hus, så man kan ved selvsyn kan se fortiden dukke op fra under jorden!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Museum Nordsjællands arkæologer har sommeren over knoklet med udgravninger vest for fodboldbanerne i Gørløse, inden der skal bygges huse.

Museet havde på forhånd kendskab til en nedlagt stendysse og en mulig gravhøj på arealet, men forundersøgelserne i det tidlige forår viste hverken dysse eller gravhøj, men derimod omfattende landsbyspor fra ældre jernalder, dvs. tiden omkring 500 f.Kr. til 200 e.Kr..

Det skriver Museum Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Fund fra oldtidens Gørløse

Udgravningerne kom i gang i maj, og museet har, indtil videre, udgravet flere gårde fra tiden lige efter Kristi fødsel.

Dengang bestod landsbyen udelukkende af mindre gårde, som lå spredt i landskabet, men som samtidig indgik i en slags fællesskab, muligvis en art bygdestruktur, som vi kender fra Nordatlanten.

Det er netop sådan et fællesskab, Museum Nordsjælland er i gang med at afdække i Gørløse.

Indtil videre har arkæologerne fundet brønde, lertagningsgruber og hørtørringsgruber som alle fortæller om det daglige liv for de første indbyggere i byen.

Dertil har museet også fundet spor efter tørvegravning i det nærliggende mosehul.

Landsbyer flyttede rundt i et område gennem tiden, og nu er cirklen på sin vis sluttet, da der skal bygges nyt lige dér, hvor museet har fundet spor af bebyggelse, som går flere tusind år tilbage.

Åbent hus på arkæologiske udgravninger i Gørløse

Kom helt tæt på en arkæologisk udgravning når Museum Nordsjælland holder åbent hus tirsdag d. 6. august, kl. 17-19. Museets arkæologer viser rundt og fortæller om det første Gørløse, på stedet hvor det kommende Gørløse nu skal bygges.

Billetter til arrangementet koster 50 kr. for voksne, børn under 18 år gratis. Børn kun i følge med voksen. Billetter skal bestilles på museets hjemmeside: www.museumns.dk

Adresse: Maglekærvej 8, Gørløse.

Om Museum Nordsjælland

Museum Nordsjællands museer er åbne i sommerferien fra d. 1. juli – 11. august. Hver dag fra kl. 11-16.

Museum Nordsjælland er et arkæologisk og kulturhistorisk museum. Museet har udstillinger, rundvisninger, arrangementer, undervisning - og arkæologiske udgravninger i Nordsjælland.

Museum Nordsjælland har museer i Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommuner: Nakkehoved Fyr, Skibshallerne Gilleleje, Hillerød Bymuseum, Hørsholm Egns Museum, Elværket Hillerød, Æbelholt Kloster, Kulturspot. Parforcejagtlandskabet UNESCO verdensarv er også en del af Museum Nordsjælland.

Læs mere på Museum Nordsjælland.