Det store måltid er overstået, du er mæt, men trangen til sødt forsvinder ikke.
Forskere har nu opdaget, at det, vi kalder ‘dessertmaven’, har rod i hjernen.
De samme nerveceller, der får os til at føle os mætte efter et måltid, er også ansvarlige for vores søde tand bagefter.
Det skriver Science Daily.
Udløser belønning, men kun når man er mæt
For at finde årsagen til "dessertmaven" undersøgte forskerne musenes reaktion på sukker og fandt ud af, at helt mættede mus stadig spiste dessert. Undersøgelser af hjernen viste, at en gruppe nerveceller, de såkaldte POMC-neuroner, er ansvarlige for dette. Disse neuroner bliver aktive, så snart musene får adgang til sukker, hvilket fremmer deres appetit.
Når mus er mætte og spiser sukker, frigiver disse nerveceller ikke kun signalmolekyler, der stimulerer mæthed, men også et af kroppens egne opioider: ß-endorfin.
Dette virker på andre nerveceller med opioidreceptorer og udløser en følelse af belønning, der får musene til at spise sukker, selv efter de er blevet mætte.
Denne opioidvej i hjernen blev specifikt aktiveret, når musene spiste ekstra sukker, men ikke når de spiste normal eller fedtholdig mad.
Da forskerne blokkerede denne vej, undlod musene at spise ekstra sukker.
Denne effekt blev kun observeret hos mættede dyr. Hos sultne mus havde hæmning af ß-endorfinfrigivelsen ingen effekt.
Interessant nok blev denne mekanisme allerede aktiveret, når musene opfattede sukkeret, før de spiste det. Derudover blev opioidet også frigivet i hjernen på mus, der aldrig havde spist sukker før.
Så snart den første sukkeropløsning kom ind i musenes munde, blev ß-endorfin frigivet i "dessertmaveregionen," hvilket blev yderligere forstærket af ekstra sukkerforbrug.
Hvad sker der hos mennesker?
Videnskabsfolkene gennemførte også hjerne-scanninger på frivillige, der fik en sukkeropløsning gennem en slange.
De fandt ud af, at den samme del af hjernen reagerede på sukker hos mennesker.
I denne region er der, ligesom hos mus, mange opioidreceptorer tæt på mæthedsneuronerne.
"Fra et evolutionært perspektiv giver det mening: Sukker er sjældent i naturen, men giver hurtig energi. Hjernen er programmeret til at kontrollere indtaget af sukker, når det er tilgængeligt," forklarer Henning Fenselau, forskningsgruppeleder ved Max Planck Instituttet for Metabolismeforskning og leder af studiet.
Men hvad kan vi bruge denne viden til?
Forskningens resultater kan også være vigtige for behandlingen af fedme.
"Der findes allerede lægemidler, der blokkerer opioidreceptorer i hjernen, men vægttabet er mindre end med appetitdæmpende injektioner. Vi mener, at en kombination med dem eller andre terapier kan være meget nyttig. Vi skal dog undersøge dette nærmere," siger Fenselau.
