Lego indgår et samarbejde med ESA for at skabe noget helt unikt: Byggematerialer til Månen lavet af meteorstøv. I stedet for at tage byggematerialer fra Jorden, som ville være både dyrt og upraktisk, har forskere fundet en metode til at omdanne naturligt forekommende materialer fra rummet til robuste klodser.
Disse klodser, der minder om Lego-brikker, kan være nøglen til fremtidige månebaser, hvor astronauter kan bo og arbejde. Det første resultat af projektet er 'Space Bricks', som allerede nu kan ses i udvalgte butikker verden over. Det skriver TheSun.
Meteorstøv bliver til byggesten
ESA’s hold af forskere, ledet af videnskabsmanden Aidan Cowley, gik i gang med at finde en løsning på udfordringen med at bygge på Månen uden jordiske materialer. De kunne ikke bare tage beton og mursten med fra Jorden, så de kiggede mod det materiale, der findes på Månen – regolit, som består af løse sten og støv.
Men regolit fra Månen er ikke lettilgængeligt her på Jorden. Derfor begyndte forskerne at eksperimentere med meteorstøv fra en 4,5 milliarder år gammel meteorit fundet i Nordvestafrika. Ved at kombinere dette meteorstøv med regolit og en særlig bionedbrydelig plastik, lykkedes det dem at 3D-printe klodser, der fungerer som Lego-brikker. Disse klodser kan sættes sammen og danner grundlaget for fremtidige månebyggerier.
Cowley udtrykker stor begejstring for projektet: "Min team og jeg elsker kreativ konstruktion, og vi tænkte, at vi skulle udforske, om rummets støv kunne formes til en klods, der minder om en Lego-klods, så vi kunne teste forskellige byggeteknikker. Resultatet er fantastisk, og selvom klodserne ser lidt mere ru ud end de almindelige, er deres koblingskraft stadig intakt, hvilket gør det muligt at lege og teste vores designs."
Udstilling i udvalgte butikker
Femten af de første ESA Space Bricks kan ses i udvalgte butikker i USA, Canada, Storbritannien, Europa og Australien frem til september. Derudover er de også udstillet i Lego House i Billund, hvor besøgende kan se klodserne og forestille sig fremtidens månehuse.
Lego House rummer i forvejen over 25 millioner klodser, der er arrangeret i imponerende skulpturer som vandfald, planter og dyr. Husk at reservere billetter på forhånd, hvis du vil se disse banebrydende klodser og blive en del af fremtidens rumhistorie.