Historisk operation: Man har løftet Storebæltsbroen

Videnskab

30/11/2024

I baggrunden kan man se en af de i alt 12 specialdesginede donkrafte, der løfter broen. Tilsammen har de en løftekapacitet på 9000 ton. Foto: Sund & Bælt
I baggrunden kan man se en af de i alt 12 specialdesginede donkrafte, der løfter broen. Tilsammen har de en løftekapacitet på 9000 ton. Foto: Sund & Bælt

Skrevet af J. Bøgen

Sund & Bælt har, efter flere års forberedelser, nu løftet den vestlige del af Storebæltsbroen for første gang. Broløftet har til formål at udskifte de vitale dele, der giver broen fleksibilitet. Vedligeholdelsen kommer til at ske, uden at bilisterne bemærker det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Storebæltsbroen er et produkt af dansk ingeniørkunst i verdensklasse. I over 25 år har den forbundet Danmark og gjort det nemt for rejsende i bil og tog at krydse landet. For at sikre, at broen forbliver i topform, laver Sund & Bælt løbende forskellige typer vedligehold. Nu er turen kommet til en helt speciel del af broens konstruktion, som gør broen fleksibel.

Den næsten syv kilometer lange vestbro hviler på brolejer. Mellem lejernes over- og underdel ligger en glideplade, som består af teflon. Glidepladerne sikrer, at broen sikkert kan udvide sig, når det er varmt, og trække sig sammen, når det bliver koldt. Efter mere end 25 års slid er det nu blevet tid til, at pladerne skal udskiftes.

For at det kan lade sig gøre, kræver det, at Storebæltsbroen løftes, så lejerne kan tages ud. Et arbejde der har krævet flere års forberedelse og specialdesignede værktøjer og udstyr.

”Man kan ikke slå op i en manual, når man skal løfte Storebæltsbroen, der vejer flere tusinde ton. Hver enkelt del af broen er unik, og derfor tør jeg godt kalde det en stor ingeniørbedrift, at vi nu, efter mange måneders arbejde, har fundet en sikker og effektiv metode”, siger Sophie Juulsgård, der er ingeniør og projektleder i Sund & Bælt.

Broen løftes uden at påvirke trafikken

I første omgang udførte Sund & Bælt torsdag den 28. november et prøveløft på én af de i alt 64 bropiller. Broløftet skete ved hjælp af 12 specialdesignede donkrafte, som tilsammen har en løftekapacitet på 9.000 ton. De kan løfte broen cirka 20 millimeter, hvilket skaber lige præcis nok plads til, at brolejerne kan tages ud, så glidepladerne kan udskiftes og lejerne renoveres. Ved prøveløftet blev lejerne dog ikke udskiftet.

”Det har været helt afgørende for os at finde en metode, hvor vi kan udføre broløftene uden at påvirke trafikken, da det vil tage flere år at udskifte alle glidepladerne. Derfor er vi både lettede og stolte over, at prøveløftet er gået efter planen”, siger Sophie Juulsgård.

Efter det vellykkede prøveløft skal Sund & Bælt nu finde en entreprenør til at udføre udskift-ningen af glidepladerne på alle de 64 bropiller. Når entreprenøren er fundet via et udbud, vil udskiftningen gå i gang. Arbejdet forventes at tage 3-5 år.

Fakta

  • Storebæltsforbindelsen stod færdig i 1998, men lejerne blev installeret allerede i 1995.

  • Det er et brofag på ca. 110 m, der skal løftes ad gangen. Et brofag vejer ca. 5.500 ton, svarende til vægten af 3.500 almindelige personbiler.

  • Brolejerne, som skal tages ud og renoveres, vejer mellem 5,5 og 7,5 ton.

  • Glidepladerne er 6 mm tykke, når de er nye. Glidepladerne bliver slidt, når broen be-væger sig, og skal skiftes, når de har en tykkelse på 3 mm.

  • Hos Sund & Bælt er det projektchef Finn R. Gottfredsen, som står i spidsen for projektet sammen med hans kollegaer Sophie Juulsgård og Martin Duus Havelykke.

  • Rambøll er rådgiver på opgaven.

  • Donkraftene til prøveløftet er leveret af HYTOR, mens det er HRS i Korsør, som har stået for det praktiske arbejde ved prøveløftet.