Danske forskere med bøn: Du kan hjælpe os med at kortlægge Danmarks fortid

Videnskab

08/06/2024

Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Foto: Statens Naturhistoriske Museum

Skrevet af J. Bøgen

Et nyt site for fossilsamlere skal hjælpe forskerne med at forstå livets og Jordens udvikling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks fortid har efterladt masser af spor – blandt andet fossiler, der findes på strande, ved klinter, og i grusgrave. Disse spor fra fortiden er med til at sætte fokus på naturens historie med klimaforandringer og ændringer i biodiversiteten.

Har du fundet noget, der kan være et fossil? Og vil du gerne vide, hvad det er?

Så skal du bare dele dine billeder af dit fund på den nye platform mitfossil.dk. Her kan du få svar på dine spørgsmål og deltage i arbejdet med at skabe et digitalt opslagsværk over fossiler fra Danmark.

Samtidigt hjælper du forskerne med at blive klogere på fortidens klima og biodiversitet, så vi bedre kan forstå de udfordringer, vi står overfor i dag.

Det skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.

Et fællesskab for samlere

mitfossil.dk er fællesskabet i fokus, for brugerne udforsker ikke kun masser af spændende fossile fund fra andre brugere - de hjælper også hinanden med at identificere deres fund.

Det gør identifikation af fossiler til en fælles proces, hvor du deltager sammen med forskerne via et stemmesystem.

mitfossil.dk kan du også blive holdt opdateret om nyt fra citizen science-projektet ’Danmark Udforsker Fossiler’, der arbejder på at få flere til at involvere sig i den spændende palæontologiske forskning.

Det skaber en unik mulighed for fælles læring og vidensdeling inden for fossiljagt og palæontologi.

Danske fossilsamlere gør de store opdagelser

Danskerne har hjulpet forskerne mange gange før og været med til at gøre store opdagelser.

De flotteste og videnskabeligt meget vigtige er blevet erklæret for Danekræ og indgår nu i museets samlinger. De bærer på vigtige historier, som disse tre eksempler:

Fossilt fuglehoved

Et 54 millioner år gammelt enestående fossilt fuglehoved med aftryk af fjer og øje blev fundet i 1996 af den tyske amatørgeolog Karsten Witteck på øen Fur og erklæret for Danekræ 200.

I 2007 undersøgte den danske palæontolog Jakob Vinther fossilet og kunne som den første afsløre, at der faktisk var farvepigmentkorn bevaret i fossilet!

Den opdagelse var begyndelsen på en helt ny videnskabelig metode og satte gang i en revolution inden for palæontologien, der siden har sat korrekte farver på fossiler af dinosaurer, fugle, hvaløgler, m.m.

Fossilet, som der blev forsket på, bliver fra 28. juni udstillet i Statens Naturhistoriske Museums nye særudstilling ”Vilde Vidunderlige Verden”.

Danmarks første dinosaur

Danmarks første dinosaurfossil blev fundet i 2000 på Bornholm og er en tand fra en rovdinosaur. Tanden blev hurtigt erklæret for Danekræ nr. 315.

Den blev fundet af den daværende gymnasieelev Eliza Jarl Estrup, som fortsatte sin fossilkarriere ved at læse biologi på universitetet og blev palæontolog.

Konsekvenser i mikroformat

Nummuliter er fossile encellede organismer. Danekræ nr. 1162 blev fundet af Mette Hofstedt, og er en sten fyldt med skaller fra disse små væsner. Det er første gang, at de er blevet fundet i Danmark.

Normalt findes de i sten længere sydpå, da de levede i varme, lavvandede rev. En række globale opvarmninger fandt sted for omkring 47–54 millioner år siden, som gjorde verdenshavene varmere, og dermed kunne nummuliterne leve længere nordpå. Det minder om det, vi ser i dag i forbindelse med invasive arter.

Ved at studere fortidens organismers reaktion på klimaforandringer, kan vi bedre forstå, hvordan de måske vil reagere i fremtiden.

Fejrer lanceringen med en konkurrence

Indsend et af dine danske fossiler til MitFossil i lanceringsweekenden mellem d. 6/6 til d. 9/6 og deltag i lodtrækningen om et årskort til museet og nogle fossiler. Alle kan deltage. 

Åbningsevent

I forbindelse med lanceringen af MitFossil åbner Fossilgalleriet på Statens Naturhistoriske Museum den 29. juni fra kl. 11–15.

Her kan du komme tættere på mange af Danmarks flotte fossiler, undersøge dem nærmere under microeye og møde nogle af museets palæontologer.

Der vil også være mulighed for selv at prøve MitFossil og melde sig ind i det nye fællesskab.