Selvom vi har kendt til hjernesygdomme i over 200 år, findes der stadig ingen kur. Men der er heldigvis knapper, vi kan skrue på.
Ifølge forskning fra Aalborg Universitet tyder meget på, at kosten kan påvirke udviklingen af disse sygdomme.
I et forsøg med mus fandt forskerne ud af, at kost, der har et højt indhold af mættet fedt, faktisk forværrer udviklingen af sygdommen.
Omvendt viste en sund kost sig at have en positiv effekt på udviklingen af sygdommen.
Resultaterne er særligt relevante for i forhold til sygdommen sclerose, som udvikler sig gradvist gennem forskellige faser. Teorien er, at kost med højt indhold af mættet fedt medvirker til et skifte i cellernes forbrænding, så de går fra at forbrænde sukker til at forbrænde fedt.
"Det kræver næsten dobbelt så meget ilt for hjernen at forbrænde fedt – og når kroppen over en længere periode primært får energi fra fedt, kan det føre til iltmangel i hjernen. Det kan igangsætte eller forværre en række sygdomsmekanismer såsom inflammation, oxidativt stress og mitokondriel dysfunktion, der alle er forbundet med udviklingen af hjernesygdomme," forklarer John Dirk Nieland fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.
En kompleks sag
Udviklingen af hjernesygdomme er kompleks og påvirkes af både genetiske og miljømæssige faktorer.
Ikke alle genetisk disponerede personer vil nødvendigvis blive syge, men de er i højere risiko.
Derfor har John Dirk Nieland en meget klar opfordring til de danskere, der enten er i risikogruppen eller måske allerede har fået diagnosen.
For selvom forsøget er lavet på mus og ikke er afprøvet på mennesker endnu, så viser de data, forskerne er nået frem til, at mennesker med nedsat fedtforbrænding er beskyttet mod sclerose, Parkinsons og også har mindre risiko for at blive ramt af ALS.
Forskerne er derfor overbevist om, at man selv kan bidrage til at forebygge sygdommende og muligvis endda regulere eller reducere sygdommens fremskridt, hvis man tilpasser sin kost til en sundere diæt.
Rigtig meget, du selv kan gøre
John Dirk Nieland fortæller videre, at der faktisk er mange ting, du selv kan gøre som enkeltperson, hvis du får stillet diagnosen - og det er ting, der ikke behøver at involvere din læge.
For mange er det nemlig sådan, at man slet ikke har behov for medicin i første omgang. I stedet er det kostændringer, der bør være første fokuspunkt.
"I de tidlige stadier af sygdommen tyder det på, at kost kan være meget effektivt, og det anbefales at starte med dette. Når sygdommen er fremskreden, bliver balancen i kroppen så forstyrret, at medicin kan blive nødvendig," forklarer han.
En sund diæt bør blandt andet indeholde lidt eller ingen mættet fedt, tilstrækkeligt med protein, moderat indtag af kulhydrater, 600 gram frugt og grøntsager dagligt samt minimalt eller intet indtag af alkohol.
Fakta om hjernesygdomme i Danmark
I Danmark anslår Videncenter for Demens, at godt 96.000 mennesker på 65 år eller derover lever med demens. Med en befolkning, der bliver ældre og ældre, forventes antallet at stige kraftigt
Antallet af danskere, der får diagnosen sclerose, er fordoblet på 20 år. Ifølge Scleroseforeningen var der i 1950 2457 danskere med sclerose. I dag er tallet knap 19.000.
Danmark har den højeste forekomst af sclerose i verden.
Ifølge Lundbeckfonden er den direkte omkostning til at behandle patienter med hjernesygdomme i Danmark årligt godt 39 milliarder kroner.