Vild start på weekenden: Vestsjællænder napper godkendt trøstepræmie i Eurojackpot

Underholdning

28/10/2023

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

Mon ikke, man så lige lever med, at man ikke ramte jackpot ...

En heldig vinder fra Slagelse Kommune må have gnedet sig selv i øjnene, da vedkommende tjekkede sin kupon efter fredagens trækning i Eurojackpot.

Der var nemlig en andenpræmie på 5.534.881 kroner og yderligere 72 kroner fra en 12. præmie på kuponen, som er købt via mobilen.

Den samlede gevinst lyder altså på 5.534.953 kroner – en ganske godkendt trøstepræmie.

Det er altså ikke kun det forestående skift til vintertid, der kommer til at give den heldige vinder følelsen af flere lyse timer – mon ikke de 5.534.953 kroner også hjælper på det?

”Der skal lyde et kæmpestort stort tillykke til den heldige vinder. Det er skønt hver eneste gang, en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder en større præmie, så vi er sikre på, at overgangen til et liv som millionær går så let og gnidningsfrit som muligt,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.

Da der ikke var nogen vinder af førstepræmiepuljen, stiger puljen til tirsdagens Eurojackpot trækning til 215 millioner kroner.

Danske Spil har endnu ikke talt med vinderen, men ønsker vedkommende et kæmpestort tillykke.

Vindertal Eurojackpot, fredag uge 43:
6, 13, 15, 20, 40

Stjernetal Eurojackpot, fredag uge 43:
2, 8