Hvem bliver det første par, som må forlade årets Vild med dans?
Det spørgsmål har oddssætterne hos Danske Spil stillet sig selv hele ugen – og selv om de meget gerne vil komme med en helgardering, så kan de godt komme med et enkelt navn, hvis man presser dem lidt:
”Vild med dans er jo ikke kun en dansekonkurrence. Det er i lige så høj grad også en popularitetskonkurrence, og det gør, at vi tænker på tre navne. Men skal vi nævne én favorit til at ryge ud, så vurderer vi her og nu, at det bliver kajakroeren Victor Gairy Aasmul. Han bliver den første, som må vinke farvel til Vild med dans. Det vurderer vi fordi, han fik færrest point sidste fredag, og fordi vi synes, at hans kendisfaktor er den mindste blandt alle deltagerne, MEN…” siger Danske Spils oddssætter og Vild med dans-ekspert Mathias Reimer Larsen.
”… Rachel Ellebye fra Årgang 0 fik også kun ni point ligesom Victor Gairy Aasmul i sidste uge, så hun kan bestemt heller ikke vide sig sikker i aften. Hun har til gengæld den kæmpestore fordel, at hun danner par med seerdarlingen Thomas Evers Poulsen, og det kan jo betyde, at vi må kigge på et tredje par for at finde den sidste deltager, som skal i omdans. Derfor holder vi også godt øje med Dot Wessman. Ja, hun fik ganske vist hele 12 point sidste fredag, men hendes dansepartner er den helt nye Nikolaj Lund, og dette kan give problemer for seerstemmer. Jeg er ret sikker på det bliver en af de tre, der må forlade showet: Victor, Rachel eller Dot,” konkluderer Danske Spils oddssætter.
Nyt favoritpar
I gode ende af feltet, er der blevet rykket en del rundt på favoritværdigheden i løbet af den seneste uge.
Før den første dans sidste fredag var der bredest folkelig opbakning til Kamal Hassan og Mie Moltke – men efter bare en enkelt dans melder Danske Spil nu ud, at folkestemningen er skiftet.
Nu er der pludselig klart flest danskere, der tror på realitystjernen Philip May.
”Der er sket meget nyt i årets Vild med dans, og måske har det tiltrukket en ny og yngre generation af seere? I hvert fald er det meget sigende, at favoritværdigheden blandt vores kunder er skiftet så markant fra radioværten Kamal Hassan til realitystjernen Philip May. Hele 18 procent af vores kunder står nu bag Philip, mens det måske også er en smule overraskende, at danskernes nummer to er Rasmus Staghøj med 13 procent. Derefter kommer May Lifschitz og Kamal Hassan, som begge kan prale af at have 12 procent af danskerne i sin lejr,” siger Mathias Reimer Larsen.