Vild med Dans: De er "klokkeklare" favoritter til at ryge ud i aften

Underholdning

06/10/2023

Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2
Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2

Skrevet af J. Bøgen

Hvem tror du, bliver sendt hjem?

I sidste uge forudså Danske Spils oddssætter og Vild med dans-ekspert Mathias Reimer Larsen, hvem der blev stemt ud af programmet – og igen i aften er der et helt klart billede i oddssætterens krystalkugle:

”Sebastian Bull og Asta Björk Ivarsdottir er vores klokkeklare favorit til at ryge ud i aften. Det er simpelthen de iskolde, historiske facts: Hvis du overlevede at være i omdans sidste fredag, så har du alle odds imod dig fredagen efter,” siger Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil.

Dog lader han en lille kattelem være åben for skuespilleren.

”Man skal huske på, at Sebastian Bull faktisk fik 18 point af dommerne i sidste uge, og det er da også tidligere sket, at et par er havnet i omdans, har klaret den, og så har undgået at komme i omdans ugen efter. Det hører til sjældenhederne, men det er skam sket,” medgiver Mathias Reimer Larsen.

Omdans?

På spørgsmålet om, hvem der så også skal i omdans i aften er der to danse-par, der skiller sig ud som favoritter.

”Vi tror på, at det enten bliver Andreas Bo eller Barbara Moleko, som skal med i omdans. Førstnævnte fik sidste uges laveste karakterer af dommerne, mens Barbara fik lidt flere point. Det kan blive afgørende, hvor mange seerstemmer, de to får, og det er jo der, vi igen må minde om, at Vild med dans i høj grad er en popularitetskonkurrence. Sebastian Bull fik i sidste uge flere dommerpoint end både Andreas Bo og Barbara Moleko, men endte alligevel i omdans - men hvem af de to sidstnævnte der så får flest stemmer, ja det bliver jo det store spørgsmål,” siger Danske Spils Vild med dans-ekspert og oddssætter, Mathias Reimer Larsen.

I den sjove ende af danse-feltet tegner der sig også et klart billede af, hvem der skiller sig ud:

”I toppen brager Mette Sommer og Soeren Le Schmidt frem som større og større favoritter. De høster kongepoint fra dommerne og får storrosende ord med på vejen. Özlem kom lidt ned på jorden efter den flotte premiere, men Fredrik Trudslev overhalede hende på favoritværdigheden, da han scorede aftenens højeste pointtal sidste fredag. Der er jo længe endnu, men det ligner mere og mere en finaletrio med Mette Sommer, Soeren Le Schmidt og Fredrik Trudslev, når vi rammer medio november,” siger oddssætter, Mathias Reimer Larsen.

Vild med dans sendes live på TV2 i aften kl. 20.00.