Vandt en million kroner og brugte dem på mindre end en måned - det gik pengene til

Underholdning

03/08/2023

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

Lotto-vinderen har det helt fint med, at pengene er forsvundet næsten lige så hurtigt, som de kom ind.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Under en måned. Så hurtigt fik (næsten) alle pengene ben at gå på, da en ældre mand fra Fyn for nyligt vandt 1.000.000 kroner i Lotto.

Og det har han det helt fint med.

”Det føles bare godt. Nu skylder vi ikke nogen noget som helst. Vi har det virkeligt godt. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, det er skønt!” griner manden uden så meget som antydningen af fortrydelse.

Havde lagt planer på forhånd

Som så mange andre havde den lykkelige vinder tit og ofte snakket med konen om, hvad de ville bruge pengene på, hvis de en dag vandt den store gevinst i Lotto.

Og derfor var han godt forberedt, da pengene for nyligt landede på kontoen.

En portion af gevinsten gik til at betale huslånet ud, og lige så mange penge gik direkte videre til børn og børnebørn, som i sagens natur også blev vældigt glade for gaven.

Det var til stor glæde for vinderen og hans kone, som ikke føler, at de selv mangler noget i tilværelsen – eller næsten da: For der er stadig et mindre, femcifret beløb tilbage på kontoen, og de skal blandt andet gå til lidt øget komfort i dagligstuen.

”Vi skal have to nye, ens lænestole, der kan klappe ud med skamler og det hele. Det vil vi godt ofre på os selv. Men ellers har vi det, som vi skal have,” siger manden muntert.