It's Not Unusual-stjernen Tom Jones måtte tirsdag aflyse en koncert i Budapest på grund af et ildebefindende.
Det skriver avisen Daily Mail.
Sangeren blev ramt af et ildebefindende, cirka en time inden han skulle på scenen i Ungarns hovedstad. Han håbede at være i stand til at gennemføre showet, men det blev han frarådet af læger.
- Tom Jones beklager, at han efter lægers råd desværre ikke er i stand til at optræde på MVM Dome i aften, lød en besked fra arrangøren til publikum.
Og det er ildevarslende nyt for danske fans af den 82-årige waliser - ifølge planen skal han nemlig give koncert i København d. 22. juli.
Ifølge lokale nyhedsmedier blev der ikke sendt en ambulance til spillestedet for at tilse sangeren.
Erstatningskoncert for Kyiv
Koncerten i Budapest tirsdag erstattede en oprindelig planlagt optræden i Ukraines hovedstad, Kyiv, der blev aflyst på grund af den igangværende krig i landet.
Og selvom Tom Jones mildest talt har rundet pensionsalderen, er hans kalender godt fyldt op med koncerter på den nuværende turné.
Onsdag i sidste uge optrådte han i Amsterdam. Fredag var han på plakaten til en festival i Henley i England, før han i weekenden havde koncerter i Norfolk og Halifax. Derefter satte han kurs mod Budapest som led i sin "Surrounded by Time"-turné.
Efter koncerten i København følger en række koncerter rundt om i Europa, hvorefter turnéen fortsætter i Nordamerika med den afsluttende koncert i San Francisco 12. oktober.
I 2017 blev Tom Jones på lægers ordre tvunget til at udskyde en turné i USA med 21 koncerter til året efter.