Spøjs statistik: Har kiosk-køb eller online skabt flest Lotto-millionærer i 2024 indtil videre?

Underholdning

23/07/2024

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

I første halvår af 2024 kunne Danske Spil hele 137 gange udbetale en stor gevinst på mindst 1.000.000 kroner – men hvor mange af gevinsterne blev mon vundet via fysiske kuponer, og hvor mange via online-spil? Det har Danske Spil talt op.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lad os slå det fast med det samme: Du har ikke større chancer for at vinde i Lotto, hvis du spiller via din mobiltelefon, og du er ikke tættere på at vinde giga-gevinsten i Eurojackpot, hvis du køber kuponen i 7-Eleven på Trianglen, hvor danmarkshistoriens største gevinst på 760 millioner for nyligt blev vundet.

Men alligevel: Det ER da interessant at se, hvordan de mange milliongevinster, som Danske Spil udbetaler uge efter uge, bliver vundet.

Så det har Danske Spil undersøgt nærmere.

Tæt løb

I årets første seks måneder udbetalte Danske Spil i alt 137 gevinster på en million kroner eller derover i spillene Eurojackpot, Joker, Keno, Quick, Vikinglotto og Lotto.

59 blev vundet hos en forhandler, det vil for eksempel sige i kiosken eller supermarkedet.

78 af dem blev vundet online via app eller danskespil.dk.

Det vil med andre ord sige, at lige omkring 43 procent af de 137 milliongevinster blev vundet via en fysisk kupon, mens 57 procent blev vundet online.

Flest på abonnement

De 78 gevinster, som blev købt og vundet online, fordeler sig således:

  • Købt via Lotto App’ en: 24

  • Købt på danskespil.dk: 17 (via mobiltelefon: 5, via computer: 12)

  • Vundet gennem Plus-Abonnement: 37

”Vi er glade for, at så mange danskere vil være med i vores lotterier, og det er sjovt at sidde og granske tallene - men det er også vigtigt at slå fast, at den ene metode er ikke bedre end den anden. Lige meget, hvor man køber sin kupon, køber man ind på drømmen om den store gevinst. Jeg tror, de fleste har prøvet at sidde ved køkkenbordet og tale om de drømme, der kan gå i opfyldelse, hvis de rigtige numre trækkes ud. Og vinder man først den store gevinst, så betyder det jo mindre, om det skete på den ene eller anden måde,” siger Malene Mølgaard, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, der står bag både Lotto, Vikinglotto, Eurojackpot, Keno, Joker og Quick.