Populær og prisbelønnet tv-serie vender tilbage

Underholdning

27/09/2022

Fra oktober til december udkommer der tre nye specials på den prisbelønnede YouSee Original 'Sunday'. Foto: Per Arnesen.
Fra oktober til december udkommer der tre nye specials på den prisbelønnede YouSee Original 'Sunday'. Foto: Per Arnesen.

Skrevet af Redaktionen

Det er nogle af årets helt store begivenheder, der er omdrejningspunktet i YouSee’s tre nye specials af den prisbelønnede serie ’Sunday’.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Op til at kalenderen siger halloween, VM og nytår kan seerne nemlig glæde sig til et gensyn med blandt andet Melvin Kakooza, Lars Hjortshøj og Birthe Neumann, ligesom hver special byder på helt særlige biroller i skikkelse af blandt andre Kasper Hjulmand, Brian Lykke og Bodil Jørgensen. Jesper Rofelt har instrueret.

Hvis du også har savnet ’Sunday’, så er der godt nyt. Fra oktober til december udkommer YouSee nemlig med hele tre dobbeltafsnit på den populære YouSee Original; først en halloween special, så en VM special og slutteligt en nytårsspecial. Og det er der en helt særlig årsag til.

”Vores seere er meget begejstrede for Sunday-serien, og noget af det som har fungeret bedst, har været de små afrundede fortællinger, som den julespecial vi tidligere har lavet. Rigtig mange danskere glæder sig til VM og til at følge landsholdet. Det vil vi gerne fejre i Sunday-universet. Så i stedet for en ordinær sæson tager vi fat i 3 afrundede fortællinger i år. Vi læner os i de to andre specials også op ad højtidelige begivenheder - først i en halloween special, som er et kendt fænomen i USA, men uprøvet herhjemme og sidst på året også i en nytårsspecial, som er vores ydmyge bud på en moderne 90-års fødselsdag. Vi glæder os til at vise dem alle tre til seerne,” siger Kim Poul Christensen, mediedirektør i Nuuday.

Melvin Kakooza glæder sig til igen at indtage rollen som kenyanske Sunday, som er blevet hentet til Danmark af en desperat fodboldtræner fra Fredericia.

”Det har været en fornøjelse at optage Sunday igen. Det er altid skønt at arbejde med vores lille familie. Jeg håber, at folk kan mærke den rejse, alle karaktererne har været på. Det er i hvert fald tydeligt at mærke, at Sunday og Jonas er nået langt i deres forhold, og det håber jeg, Sunday-tilhængerne kan lide. Birgit og Bent Åge er også fantastiske,” siger Melvin Kakooza.

Også instruktør Jesper Rofelt ser frem til at præsentere danskerne for de nye specials, som har været helt særlige både at skrive og instruere.

”Jeg har haft en fest med at skrive og instruere den her sæson, og det har været spændende at skulle dyrke de enkelte specials’ særlige nedslag. Vi har skulle tænke i, hvordan vi i Sunday-universet kan lave en special i anledning af en helt specifik begivenhed som VM, og hvordan vi skruer en Halloween-special sammen på Sunday-måden. Det har været super sjovt, og det er som altid en kæmpe fornøjelse at have holdet og skuespillerne samlet. Det bliver mere og mere som at samle familien, og der er på Sunday-optagelserne en særlig stemning, jeg ikke oplever på samme måde på andre produktioner,” fortæller Jesper Rofelt.