Der er nogle dage, hvor alt bare skal lykkes - og mange vil nok kunne nikke genkendende til, at bryllupsdage hører under den kategori.
Det gik sådan set også, som det skulle, for parret Madalyn Boucher og William Smitley. De fik sagt ja på det rigtige tidspunkt, festen forløb uden problemer, og 30.000 dollars (cirka 200.000 kroner) senere havde parret nu papir på, at de havde sagt ja til hinanden for evigt.
Troede de.
For da Madalyn nogen tid senere bladrede igennem en masse papirer for at finde et forsikringsdokument, hendes mand skulle skrive under på, opdagede hun noget, der lagde en dæmper på al lykken.
Et papir, der viste, at de ikke var blevet gift.
Men hov, tænker du nu måske: De havde jo sagt ja til hinanden foran Gud og deres familier og venner og det hele - hvordan kan det så ikke gælde?
På grund af bureaukrati ...
For sent ude
Det dokument, Madalyn fandt, skulle nemlig have været sendt til en domstol for at gøre parrets vielse lovgyldig. Det helt store problem opstod så, da hun kiggede på deadlinen for, hvornår det skulle have været ved domstolen.
For da hun fandt dokumentet, så hun nemlig, at deadlinen var overskredet med ni dage.
Så de var altså ikke lovformeligt gift, og som Madalyn selv beskriver det i en video på det sociale medie TikTok, så har de nu i stedet smidt 200.000 kroner efter en familie komsammen!
Forklaringen på, hvordan det kunne komme så vidt, skal findes i valget af "præst".
Bedstefarens nølen
I USA kan man nemlig blive godkendt til at vie andre meget nemmere end i Danmark, og i dette tilfælde var det Madalyns bedstefar, der fik lov til at stå for vielsen - og det var efter alt at dømme ham, der ikke havde fået sendt papirerne afsted.
Faktisk havde Madalyn overskud til at lave sjov med hele situationen. Hun tilbød for eksempel sin nye "mand", at han kunne forlade hende nu, da det ville være den billigste skilsmisse overhovedet.
Men historien har heldigvis en lykkelig slutning: For selvom dokumentet altså blev indleveret 10 dage for sent, fordi domstolen var villig til at gøre en undtagelse og ratificere parrets ægteskab.
Så NU er det lykkelige par officielt blevet gift!