Man kan købe Joker med, når man spiller Lotto, Vikinglotto eller Eurojackpot - og det kan af og til godt betale sig.
Der var en god grund til, at der ikke blev svaret, da telefonen ringede og ringede og ringede hjemme hos en nordjysk mand for ikke så længe siden.
”Jeg var syg med noget influenza-agtigt på det tidspunkt, og jeg var så dårlig, at jeg lå og sov,” forklarer han på klingende nordjysk.
”Jeg opdagede først, da jeg stod op, at nogen havde ringet. Jeg tager ikke så tit telefonen, hvis det er et nummer, jeg ikke kender, så jeg var inde for at slå det op, og der stod bare: ’Sidder du ned? For du er blevet millionær!’ Hmmm, tænkte jeg. Den må jeg hellere lige ringe tilbage til,” fortæller manden.
Ringede tilbage og glemte sin sygdom
Nummeret viste sig at tilhøre Danske Spil, og da manden ringede tilbage, så lød den glade besked, at han havde vundet 2.000.000 kroner i Joker på sit PLUS abonnement.
”Det var en fantastisk nyhed at få. Så bliver alting lidt grønnere. Det var fantastisk. Og min sygdom var også ret hurtigt glemt. Det er bare at nappe sådan en milliongevinst, så er det ovre. Det var en meget positiv oplevelse,” fortæller han med et grin.
Gevinsten hjalp så godt på sygdommen, at han allerede samme aften kunne stå op og invitere sin kæreste på fin restaurant for at fejre gevinsten.
”Arh, jeg var vist også i den sidste del af sygdommen,” indrømmer han.
Indtil videre har manden ikke for alvor taget hul på gevinsten, men det er planen, at en stor del af den skal investeres på en fornuftig måde, og så har han lovet sin kæreste, at hun skal have et ønske opfyldt.
”Hun blev også voldsomt glad for gevinsten. Jeg har lovet hende en ferierejse syd på til varmen, for det har hun gået og snakket om,” siger han.