Vi elsker alle et godt grin, men lad os være ærlige - det har været begrænset med ting at grine over de seneste år.
Krig, tiltagende usikkerhed i verden, en buldrende inflation, skyhøje energipriser og et hav andre elendigheder har ramt menneskeheden.
Nuvel, der har naturligvis også været lyspunkter, men derfor kan man jo godt have lyst til af og til at koble fra og give lattermusklerne en solid omgang træning.
Men humor er jo en individuel ting. Hvad nogle griner af, er der måske andre, der græder over, og det, der kan få nogle til at blive rasende og forargede kan være lige det, der sender andre ud i et grineflip.
Ikke desto mindre har Forbes forsøgt at samle en liste over de bedste komediefilm nogensinde - så lad os tage et kig på top 5!
Hvem sa' fjols? (The Jerk) 1979
Komediemusicalen var Steve Martins første hovedrolle, og det er bestemt ikke alle vittighederne fra den lidt mere end 1½ time lange film, der vil fungere i dag.
Ikke desto mindre kan filmen stadig levere solide latterbrøl her mere end 40 år efter premieren, og det er ikke mindst takket være Martins ubegribelige sans for timing.
Filmen handler om Steve Martins karakter, Navin, der kommer til penge og efterfølgende falder fra tinderne.
Monty Python og de skøre riddere (Monty Python and the Holy Grail) 1975
Monty Pythons humor var i den grad noget, der delte vandene, da de fem briter og enlige amerikaner (Terry Gilliam) brød igennem.
Det er stadig en form for humor, der bestemt ikke er for alle, men ikke desto mindre er Monty Python og de skøre riddere stadig en kultklassiker her 50 år efter udgivelsen (omend det må siges at være en verdensomspændende kult med ganske mange medlemmer).
Historien er sådan set velkendt, da den tager udgangspunkt i legenden om Arthur og ridderne om det runde bord, men når man tilsætter kokosnødder i stedet for hestehove, en trehovedet kæmpe, der diskuterer med sig selv, for slet ikke at tale om de famøse riddere, der siger "ni", har man en ufatteligt original nyfortolkning.
Friday 1995
Dette er en komedie, der næppe er kendt af særligt mange danskere. Der sker faktisk heller ikke særligt meget i selve filmens handling, men de talrige jokes sørger alligevel for, at man ikke keder sig.
Filmen foregår på en fredag (hvilken overraskelse ...) og handler om to pot-hoveder, der skal forsøge at skrabe omkring 1400 kroner sammen, så de kan betale den lokale bølle.
Filmen fik stor ros af både kritikere og seere og blev en stor succes, da den udkom.
Dr. Stranglove 1964
Det er muligvis en af de mørkeste komedier nogensinde, men der er en grund til, at filmen, der er instrueret af ikoniske Stanley Kubrick, stadig holder.
Den originale Lyserøde Panter, Peter Sellers, spiller tre forskellige roller i filmen, nemlig en britisk officer, en amerikansk præsident og en tidligere nazistisk atomkrigs-ekspert.
Selve handlingen drejer sig om, at en amerikansk general har planer om at smide en atombombe ned over Sovjetunionen, og selvom det måske ikke lyder som den mest humoristiske præmis, bør du give den en chance.
Frankenstein junior (Young Frankenstein) 1974
Når man snakker komediefilm, kan man ikke komme uden om instruktøren Mel Brooks. Der er en grund til, at flere af hans film som Blazing Saddles, History of the World Part 1 og The Producers er blevet kultklassikere, og Frankenstein junior er ingen undtagelse.
Filmen blander både komedie, gys og parodi på en helt unik måde, og med navne som Gene WIlder på rollelisten står man allerede godt, inden man overhovedet går i gang med at lave filmen.
Handlingen er en parodi på den klassiske Frankenstein-historie, men her er det et amerikansk barnebarn af den ikoniske videnskabsmand, der tager til Transsylvanien for at bevise, at hans bedstefar altså ikke var så sindssyg, som folk tror.