Vinterferien er en populær tid for rav-jagt, og nu bliver det nemmere for lykkejægere at ramme det helt rigtige sted at lede.
Danni Veng har længe været en passioneret ravjæger, men han har ofte oplevet, at jagten ikke altid var en succes - og derfor er han gået den teknologiske vej for at hjælpe både sig selv og alle andre rav-jægere.
Han har nemlig udviklet hjemmesiden ravvejr.dk, som siden er blevet fulgt op med en app af samme navn. Den er designet til at hjælpe brugerne med at tilrettelægge deres jagt efter rav og gøre den mere effektiv og målrettet.
Det skriver DR.
Forudser vejr og strøm
Helt præcist giver appen (og hjemmesiden) brugeren en prognose for vejret de næste fem dage.
Prognosen baserer sig på ting som vindretning, vindstyrke og havstrøm, og på den måde giver den et bud på, hvornår chancen for at have held med sin rav-jagt vil være størst.
Appen er ikke kun for erfarne ravjægere; den giver også nybegyndere en hjælpende hånd, så de ikke skal starte helt fra bunden.
Ikke nogen garanti
Ifølge Danni Veng er appen dog ikke en garanti for at finde rav – held og et skarpt blik er stadig nødvendige. Appen gør sit bedste for at give brugeren de bedste forudsætninger, men det er stadig muligt, at andre ravjægere har været på stranden før dig.
Peter Alsen, geolog ved GEUS, påpeger, at rav har været en del af Danmarks kystlinje i tusinder af år, og der er stadig gode chancer for at finde rav.
"Der er nok ingen grund til at tro, at der pludselig ikke længere skyller rav ind på vores strande," som han formulerer det.