Fra 1960 til 1973 gav overlæge Einar Geert-Jørgensen og hans lægehold flere hundrede danske psykiatriske patienter LSD i en kælder under Frederiksberg Hospital.
LSD-lægerne blev siden anklaget for livsfarlige behandlinger, tvang og menneskeforsøg, men blev frikendt for alle anklager.
Nu er et hemmeligt arkiv fra LSD-kælderen dukket op, som afslører nye rystende detaljer i sagen og sår tvivl om myndighedernes afgørelse.
Hele sagen bliver nu til en dramadokumentar, som får premiere på TV 2 og TV 2 Play d. 7. november.
Det hemmeligholdte LSD-arkiv
Det hemmeligholdte LSD-arkiv tilhørte læge Ketty Kjærbye Kristensen, som havde gemt arkivet i mere end 60 år, men nåede at fortælle sin familie om det, før hun døde i en alder af 90 år i marts 2019.
Det består af flere tusinde sider, som blandt andet indeholder patientoptegnelser, LSD-journaler, udkast til videnskabelige artikler, notater og breve mellem lægerne, patienter og medicinalvirksomheder.
Ketty Kjærbye Kristensens datter og barnebarn har udlånt arkivet til journalist og instruktør Lotte Mathilde Nielsen i håb om, at det kan være med til at kaste nyt lys over LSD-sagen.
"Ketty Kjærbye Kristensens arkiv rummer oplysninger om mere end 300 patienter og fortæller en skræmmende historie om systemsvigt, menneskeforsøg, tvang, selvmord og mord. Det rejser nogle alvorlige spørgsmålstegn ved myndighedernes udlægning af, hvad der skete dengang i kælderen på Frederiksberg Hospital," siger Lotte Mathilde Nielsen.
"Samtidig er dramadokumentaren en fortælling om, hvordan mennesker kan miste sig selv for at være med i et fællesskab og tabe sin egen dømmekraft i troen på en idé," tilføjer hun.
Holdet bag 'Det sindssyge eksperiment' har i den omfangsrige research kontaktet 36 tidligere patienter, hvoraf flere af dem giver unikke interviews i dramadokumentaren, ligesom Ketty Kjærbye Kristensens datter og barnebarn også medvirker.
Drama og dokumentar
I seriens fire afsnit krydsklippes et undersøgende dokumentarisk spor med dramascener skabt på baggrund af det omfattende arkivmateriale. Søren Pilmark og Amalie Dollerup spiller henholdsvis overlæge Einar Geert-Jørgensen og LSD-læge Ketty Kjærbye Kristensen.
"Blandingen af journalistiske afsløringer og dramatiseringer gør fortællingen ekstra nærværende. Dramascener bringer os helt ned i kælderen, hvor LSD-behandlingerne foregik og sætter billeder og følelser på det, patienterne oplevede. Samtidig fortæller virkelighedens patienter for første gang om deres voldsomme oplevelser," siger Nikolaj Daugberg, TV 2s redaktør på 'Det sindssyge eksperiment'.
Ifølge Nikolaj Daugberg er 'Det sindssyge eksperiment' blot én blandt flere dramadokumentarer, som TV 2 søsætter i den kommende tid.
"Vi tror på, at hybrider af fakta og fiktion kan bidrage til at gøre fortællinger om vores komplekse verden mere menneskelige, forståelige og relaterbare, og at de dermed vil bidrage til den demokratiske samtale," siger han.
Thure Lindhardt har instrueret dramatiseringerne, mens Lotte Mathilde Nielsen har instrueret den dokumentariske del, som blev færdiglavet før dramadelen i et håb om at komme tæt på virkeligheden i begge genrer og skabe et enestående samlet hele.
Dramadokumentarserien 'Det sindssyge eksperiment' er produceret af GODT Media for TV 2 ved producent Berthel Ravn Berthelsen med støtte fra Det Danske Filminstituts Public Service Pulje. Serien består af fire afsnit; 'Mirakelkuren', 'Selvmordet', 'Tvang og forsøg' og 'Retssagen'.