Oddssætterne peger på tre, der bør være nervøse før fredag.
Lige nu læser andre
Slut med blinde forudsigelser og skud i tågen: I fredags fik hele Danmark endelig lov at se, hvad årets 10 par i Vild med dans har at byde på – og det førte til lidt af en rokade i rækken af favoritter hos Danske Spil, der som sædvanligt sætter odds på dansernes muligheder i konkurrencen.
”Vi har stadig Jasmin, Ottesen, Rudbæk og Gustav som de fire første: Men vi må også sige, at Gustavs præstation var lidt skuffende, så ham har vi rykket fra topfavorit til at være en outsider til finalen. Han virkede meget nervøs og skal nok lige finde sig til rette,” siger Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter og ekspert på Vild med dans hos Danske Spil.
Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Gjorde det fremragende
Generelt synes oddssætteren dog, at årets dansere lagde ud med et fornemt niveau:
”Både Alfred og Jesper Asholt gjorde det yderst fremragende og høstede også store roser og gode karakterer fra dommerne, så de er rykket op i tabellen hos os. Aftenens store oplevelse var dog Sissal, som var ægte, sprudlende og fik de højeste karakterer fra dommerne, og netop dommerne er jo altid et fint pejlemærke for os,” fortæller Mathias Reimer Larsen, som også har kigget nærmere på, hvilke par, der skal være nervøse forud for fredagens udsendelse, hvor det første par skal stemmes ud.
Pusle ryger ud
Læs også
”På fredag rammer alvoren, hvor vi skal sige farvel til det første par. Vi har Pusle som favorit til at ryge ud, mens Skinz og Peter Løvenkrands følger lige efter. Pusle virker ikke til at have den nødvendige opbakning på lægterne eller hos vores kunder,” siger Danske Spils ekspert, som dog ikke vil afskrive nogen endnu.
”Det er dog for tidligt at drage forhastede konklusioner. Alle par får muligheden for at danse endnu en dans fredag aften, og det kan have været startnerver i debuten sidste fredag – så vi forsøger at være åbne for alle muligheder,” siger han – og tilføjer så en smule bekymret på vegne af den danser, som han tidligere havde de største forventninger til:
”Men en danser som Gustav har jo i dén grad prøvet at stå i rampelyset før, så man fristes til at spørge: Var det bare nerver, Gustav?”
Dramaet om første udstemning kan følges på TV2 fra klokken 20 i aften.