Danske Spil mangler 4 millionærer - her er kuponerne købt

Underholdning

28/12/2023

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

Du kan være blevet millionær uden at vide det!

Forestil dig det her: Du troede egentlig, julen var overstået. Maden var indtaget, den øverste bukseknap måske løsnet, mandelgaven åbnet og de søde julehymner var forstummet for denne gang.

Men så finder du allerdybest inde under juletræet en ekstra, overraskende jule-budbringer i form af en million kroner fra Danske Spil og Det Store Jule Lotto.

Dét er en fin julefornemmelse, som fire danskere stadig har til gode.

For Danske Spil står med en ekstra juleudfordring i disse dage. Der mangler nemlig stadig at komme navne på fire af de 25 vindere, som hver især har vundet 1.000.000 kroner i første juledags historiske trækning i Lotto, Det Store Jule Lotto.

Her er kuponerne købt

Der er tale om fire af de seks lotterikunder, der købte deres jule-kupon hos en forhandler - de 19 heldige vindere, som spillede med online, har alle fået udbetalt deres milliongevinst.

”Vi har aldrig før uddelt 25 millioner til 25 vindere på én gang, så det kommer ikke bag på os, at det endnu ikke er alle vinderne, der har meldt sig. Vi er godt klar over, at der kan være meget at se til med julefrokoster i familien og julegaver, der skal nydes. Indtil videre siger vi tillykke og glæder os på vegne af de heldige danskere, der allerede har opdaget, at de er blevet julemillionærer, men vi vil meget gerne lige have de sidste med på vognen også, så derfor: Husk nu lige at tjekke din kupon, hvis du spillede med i Det Store Jule Lotto,” opfordrer adm. direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard.

De efterlyste vindere, som endnu ikke har meldt sig, har købt deres kuponer i:

  • Bilka Odense, Niels Bohrs Alle 150, 5230 Odense M

  • Center Kiosken, Rugvang 36, Tarup Center, 5210 Odense NV

  • SuperBrugsen Lystrup, Lystrup Centervej 85, 8520 Lystrup

  • Føtex Frederikssund, Kalvøvej 2A, 3600 Frederikssund.

Er man i tvivl om, hvorvidt man har vundet, så kan man også præmiesøge sin kupon i Lotto appen eller hos en forhandler. Hvis man har vundet en større gevinst, skal man registrere den på danskespil.dk/vinder og herigennem få udbetalt præmien.

De 19 vindere af Det Store Jule Lotto, som har spillet med online, har altså alle fået udbetalt deres gevinster på 1 mio. kr., men Danske Spil har endnu ikke talt med dem alle - de ønskes et kæmpe stort tillykke.

Fakta om Det Store Jule Lotto

  • Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært mandag den 25. december.

  • For at være med i trækningen skal man købe en kupon til Det Store Jule Lotto.

  • Man kan spille med hos forhandleren, på Danske Spils hjemmeside eller via Danske Spils app.

  • Alle spillede rækker er automatisk med i trækningen om alle præmierne:

  • Førstepræmiepuljen på 8.000.000 kroner og de mindre gevinster

  • Lodtrækningen Millionærchancen om 2 x 1.000.000 kroner

  • Lodtrækningen Det Store Jule Lotto om 25 x 1.000.000 kroner, og

  • Lodtrækningen Super Millionær Chancen om 5 x 1.000.000, som trækkes den 30. december.