Erobret kampvogn virkede ikke: Så besluttede ukrainsk soldat sig for at ringe til den russiske producent

Ukraine-krisen

02/10/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Videoen af opkaldet går sin sejrsgang på de sociale medier lige nu!

Det er nu over halvandet år siden, russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine: Der var igen krig i Europa.

I løbet af de mere end 500 dages kamphandlinger er der dukket utallige historier op, hvoraf nogle er tragiske, nogle er opløftende, og nogle er direkte absurde.

Lige nu florerer en video således på YouTube, der må siges at tilhøre den sidste kategori.

En ukrainsk soldat havde nemlig problemer med at betjene en erobret russisk tank, og da han jo ikke ligefrem kunne gå over til fjenden og bede om hjælp, valgte han den klassiske løsning: At ringe til teknisk support.

Der er bare lige det ved det, at en russisk produceret kampvogn sandsynligvis vil have russisk support, og det var da også en russer, den ukrainske soldat fik i røret, da han ringede op.

Men den russiske tech-supports reaktion var mildest talt ikke som ventet.

"Jo, nu skal du høre ..."

Det russiske supportnummer var stadig synligt inde i kampvognen, og opkaldet blev da også besvaret i den anden ende.

Her forklarede den ukrainske soldat så situationen, altså at han havde en kampvogn, der ikke ville makke ret, og der var da også rigeligt med problemer at tage fat på:

  • For det første lækkede kampvognen olie

  • For det andet virkede kompressorerne ikke

  • For det tredje blev den elektriske installation til at rotere selve kanonen ved med at svigte, og det tvang soldaterne til at dreje kanontårnet ved håndkraft

Alene de tre udfordringer siger måske en del om tilstanden af det russiske militære isenkram, men tilbage til videoen.

Den russiske support-medarbejder kontaktede nemlig hverken myndighederne eller knaldede røret på. Han gik troligt i gang med at hjælpe den ukrainske soldat med at fikse problemerne.

Han guidede den ukrainske soldat gennem en række trin for at finde tankens fejl. Forbløffende nok virkede den tekniske supports vejledning, og tanken var tilbage i drift.

Faktisk nåede den ukrainske soldat også at få fat i en højere rangeret person hos kampvognens producent, som bad soldaten om at sende en detaljeret liste over problemerne med kampvognen, så de kunne give det videre til deres udviklingsafdeling.

Og det var så her, den ukrainske soldat valgte at afsløre, at han på ingen måde var russer, men at han var ukrainsk soldat, og at den kampvogn, han netop havde fået til at virke med supportens hjælp, var en russisk T-72, de ukrainske tropper havde erobret sent sidste år.

Storgrinende lægger den ukrainske soldat så på. Det er uvist, om den virale video har fået konsekvenser for tech-supporteren og den ledende ansatte hos kampvognsproducenten.

Du kan se videoen ved at trykke her (YouTube). Bemærk dog, at samtalen foregår på russisk.

Kilde: Forbes