Apotekskæde i Rusland har fået nok: Informerer alle kunder om, hvad der sker i Ukraine

Ukraine-krisen

02/03/2022

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Skrevet af Redaktionen

En apotekskæde i Rusland opfordrer den russiske befolkning til at vågne op til det, der sker i Ukraine.

Siden Vladimir Putin annoncerede sin militære operation i sidste uge, skulle angiveligt tusindvis af russiske soldater og hundredvis af civile ofre have mistet livet, herunder i byer som Kyiv og Kharkiv, der er blevet særligt hårdt ramt af missilangreb.

Og nu har en apotekskæde i Rusland fået nok.

De forsøger nu at overbevise det russiske folk om, at krigen, som blev indledt af Vladimir Putin, bør og skal stoppes.

De har således udsendt advarselsbeskeder ud til sine kunder for at informere dem om situationen i Ukraine samt for at opfordre dem til at vågne op til det, der sker.

I beskederne står der, at Vladimir Putin har stjålet penge fra Ruslands befolkning og nu også stjæler liv med krigen, der foregår i Ukraine.

De advarer også om, at værdien af deres valuta måske vender tilbage, men at det samme ikke kan siges om soldaterne, som har ladet livet.

Indtil videre skulle mere end 5500 russiske soldater være blevet dræbt i Ukraine.

Sundhedspersonale står sammen

Sundhedspersonalet begynder også så småt at vågne op til det, der sker i Ukraine. 

Derfor samles nu flere læger i Rusland for at forsøge at overbevise Putin om, at han skal standse fjendtlighederne i Ukraine. 

I går, den 28. februar, havde 15.000 læger fra hele landet underskrevet et brev, hvori de opfordrede ham til at gøre det.

"Som læger er det svært at forestille sig et erhverv, der er mere humant end vores. Og nu, i denne vanskelige tid for begge vores lande, opfordrer vi til en øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne og til løsning af alle politiske spørgsmål udelukkende med fredelige midler," læser brevet, hvorefter der står:

"Som altid skelner vi ikke mellem venner og fjender. Vi har svoret at hjælpe alle mennesker uanset nationalitet, religion eller politisk holdning. Men i dag er vores hjælp ikke nok. Krigen vil tage mange liv og ødelægge så mange skæbner, at vi ikke vil have tid til at hjælpe trods alle mulige anstrengelser."

"Alle vil skrige af smerte og råbe til deres mødre på det samme sprog. Ethvert projektil eller kugle, selv om det ikke når sit mål og ikke tager nogens liv, skaber stadig frygt, panik og smerte. Smerte, som trækker hjerter sammen - for alle har ondt i hjertet nu. Civile menneskers. Soldaternes. Soldaternes mødre og koner. Børnenes. Ingen fortjener denne frygt. Ingen fortjener at blive dræbt eller såret. Ved et uheld eller med vilje. Det er ligegyldigt. Det er forkert."

"Menneskeliv er uvurderlige. Det tager kun et øjeblik at blive dræbt i krigen, mens behandlingen og helbredelsen af ofrene kan tage år. Og for de øjeblikke i dagens krig vil vi betale i mange år derefter."

"Uanset hvordan brugen af dødbringende våben retfærdiggøres, forbliver de dødbringende. De forbliver dødelige og forårsager smerte og lidelse. Derfor kræver vi, i overensstemmelse med vores ed og under opretholdelse af en human og lige behandling af alle liv, en øjeblikkelig indstilling af alle operationer med brug af dødbringende våben."