Har du nogensinde set Johnny English? Altså filmene med Rowan Atkinson (Mr. Bean) som en alt andet end James Bond-agtig agent?
I 2'eren, "Johnny English Reborn", kaster hovedpersonen sig ud i en særdeles alternativ "biljagt", da han tager flugten i en tunet kørestol - en underholdende scene, der uden tvivl har været sjov både at filme og udtænke.
Kørestole er ikke lige det, vi normalt forbinder med politijagt, men en episode fra Sheffield i England må nu få os til at revurdere den opfattelse.
Butikstyv driver gæk med politiet
D. 26. januar blev en politipatrulje nemlig kaldt ud til et butikstyveri, og betjentene fandt hurtigt frem til den kørestolsbruger, der var mistænkt for at have købt ind med "femfinger-rabat".
Men kvinden i kørestolen (eller handicap-scooteren) havde ikke i sinde at give sig uden kamp - og resultatet blev en absurd politijagt ud i trafikken, hvor patruljebilen virkelig har svært ved at stoppe den stålsatte kvinde.
Den 33-årige kvinde endte dog med at blive fanget, og hun indrømmede, at hun stod bag tyveriet. Tyvekosterne blev beslaglagt, og kvinden kan nu se frem til et møde med en dommer.