Som at fjerne Eiffeltårnet: Historisk bro i Prag skal rives ned

Udland

22/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Prags Byråd prøver at redde den

En historisk jernbanebro i Prag, hvis betydning for byens landskab er blevet sammenlignet med Eiffeltårnet i Paris, er blevet øremærket til nedrivning i et træk, der fordømmes af arkitekter og konservatorer.

Det skriver The Guardian

Den meget fotograferede Vyšehrad-bro – umiddelbart genkendelig for sin gitterstålstruktur – er uegnet til at bære en forventet stigende mængde jernbanetrafik, hævder Czech Railways, som planlægger at erstatte den med en moderne struktur.

Forslaget har udløst en følelsesladet modreaktion fra lokale forkæmpere og Prags byråd, De ønsker, at originalen, som har opnået status som nationalt monument, skal bevares.

Et forslag om, at den 120 år gamle bro skal reddes, tiltrak mere end 6.000 underskrifter, efter at jernbaneadministrationen offentliggjorde planer for en udskiftning.

Det har fået den tjekkiske transportminister, Martin Kupka, til at indkalde til et særligt møde mellem broingeniører og jernbaneadministrationen i et forsøg på at finde en løsning.

Ny bro er allerede valgt

Broen blev i 1901 designet af den tjekkiske ingeniør František Prášil. Den ligger i et område, der blev udpeget til UNESCOs verdensarvsliste i 1992, og er blevet et yndet vartegn blandt vandrere og cyklister, der bruger to gangbroer på hver side af broen.

Men jernbaneadministrationen insisterer på, at korrosion betyder, at reparation og vedligeholdelse af den som en travl transportåre er for kompliceret og dyrt.

Kritikere hævder, at dens forfaldne tilstand er et resultat af administrationens manglende prioritering af reparationer, siden broen fik national monumentstatus i 2004.

En konkurrence blandt tjekkiske arkitekter om at designe en erstatning resulterede i, at en mere moderne plan, løst baseret på den eksisterende bro, blev valgt i november sidste år.

Kæmper for bevarelse

Men påstande om, at broen ikke kan repareres, er blevet modsagt.

Feasibility-undersøgelser bestilt af Prags byråd konkluderede, at bevarelse var "teknisk mulig", og at strukturen havde "tilstrækkelig strukturel kapacitet til at transportere fremtidig togtrafik, herunder højere togbelastninger og højere togfrekvenser".

Adam Scheinherr, Prags viceborgmester med ansvar for byens transportinfrastruktur og kulturelle vartegn, sagde:

"Det vigtigste ved broen er, at den hører til Prags panorama, og befolkningen i Prag kan ikke forestille sig byen uden den. Når du ser film, der foregår i Prag, er jernbanebroen der næsten altid."

Richard Biegel, formand for bevaringsgruppen Club for Old Prague og en arkitekturhistoriker ved byens Charles-universitet, sagde, at “Broens betydning for Prag er ligesom Eiffeltårnets betydning for Paris. Det er også vigtigt som en markør for perioden med den industrielle revolution i byen."