Par sad og så et krimiprogram: Pludselig dukkede mandens ansigt op på skærmen

Udland

10/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Kvinden tvang manden til at melde sig til politiet, da hun gennemskuede sammenhængen.

En mærkværdig episode udspillede sig i efteråret 2023 i den hollandske by Scheveningen.

Et par (en mand og en kvinde) havde nemlig siddet og hygget sig i sofaen med at se et kriminalprogram ved navn Opsporing Verzocht, og pludselig dukkede mandens ansigt op på skærmen.

Forklaringen: Han var efterlyst for netop det røveri, det givne program handlede om.

Politiet har delt historien på det sociale medie Instagram, og det er altså ret underholdende at forestille sig, hvordan det er foregået.

Røvede juvelbutik

Ifølge opslaget var røveriet rettet mod en juveler i Rotterdam, der havde fundet sted et par måneder forinden. To mænd var gået ind i butikken og havde brugt våben til at true personalet til at udlevere smykker.

Hvordan den præcise ordveksling mellem parret hjemme i sofaen har udspillet sig, er ikke til at sige, men sikkert er det i hvert fald, at kvinden fik manden ud i parrets bil, hvorefter hun kørte ham direkte til politistationen, så han kunne melde sig selv.

Han blev anholdt og varetægtsfængslet med det samme. Det har ikke været muligt for redaktionen at finde ud af, om sagen er afsluttet.