Nordkorea forbereder sig på krig

Udland

12/03/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Nordkorea har haft gang i missilaffyringerne den sidste tid. Flere eksperter er af den overbevisning, at den lille lukkede stat forbereder sig på krig.

Torsdag kunne Sydkoreas militær berette, at deres naboer mod nord igen havde affyret et ballistisk missil. Denne gang ud for landets vestkyst.

Det blev bekræftet af det nordkoreanske medie, KCNA, om fredagen. Mediet viste et billede af militærets aktion, hvor de havde affyret mindst seks missiler på samme tid. Det skriver Reuters.

Det hjemlige medie fortæller, at de mange missilaffyringer sker, fordi Kim Jong-un lige nu forbereder sig til en rigtig krig.

Den nordkoreanske leder har beordret flere øvelser for militæret, hvor de skal træne i virkelighedsnære krigssituationer, og den enerådige diktator er ifølge mediet meget optaget af, at militæret er klar til kamp.

Den sidste tid har den isolerede stat også været på kollisionskurs med USA. Kim Jong-uns magtfulde søster Kim Yo-jong fortalte, at landet havde planer om at sende missiler ud over Stillehavet, og i samme anledning talte hun dunder og truede med gengældelse, hvis nogen skulle finde på at skyde de nordkoreanske missiler ned.

USA og Sydkorea er i øjeblikket i gang med en fælles militærøvelse, og det er netop den øvelse, som Nordkorea mener er med til at øge spændingsniveauet i området.