Læger uden Grænser med opråb: Tusindvis af børn kan dø inden for få uger

Udland

19/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Organisationen mener, FN og andre internationale aktører, må sætte alt ind.

Den katastrofale situation i den sudanske Zamzamlejr i Norddarfur, hvor befolkningen desperat mangler mad, medicin og livsvigtige forsyninger, bliver kun værre, som dagene går.

For det er stort set umuligt at få forsyninger ind til området, fordi den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF), som kontrollerer de fleste veje, nægter at lade køretøjer med nødhjælp komme ind.

En screening for underernæring, som Læger uden Grænser har foretaget sammen med Sudans sundhedsmyndigheder tidligere på måneden, viser, at flere end 2.900 (10 procent) af de godt 29.000 screenede børn lider af så alvorlig, akut underernæring, at de er i livsfare, mens næsten 34 procent af de screenede børn risikerer at ende samme sted, hvis ikke de får hjælp nu og her.

”Ikke alene bekræfter resultaterne den katastrofe, som vi og andre aktører har set og advaret om i månedsvis. De viser også, at det hver dag bliver værre, og at vi er ved at løbe tør for tid. Vi taler om, at tusindvis af børn dør over de kommende få uger, hvis ikke de får adgang til ordentlig behandling og uden hasteløsninger, så der kan komme humanitær hjælp og væsentlige forsyninger ind til Zamzam,” siger Michel Olivier Lacharité, som står for Læger uden Grænsers katastrofeberedskab i Sudan.

Derfor lyder opråbet fra Læger uden Grænser, at FN og de internationale organisationer, der forhandler humanitær adgang, skal gøre alt, hvad de kan, for at få mad og livsvigtige forsyninger frem til befolkningen hurtigt. Bl.a. bør man overveje at kaste nødhjælp ned fra luften.  

Verdens værste underernæringssituation

Siden begyndelsen af august, hvor det blev konkluderet, at der er hungersnød i området ved Zamzamlejren og den krigsplagede by El-Fasher, er der ikke kommet nævneværdige forsyninger ind til befolkningen.

”Underernæringsraterne, som vi fandt under screeningen, er voldsomme og sandsynligvis nogle af de værste i verden i øjeblikket,” siger Claudine Mayer, som er medicinsk ansvarlig i Zamzamlejren for Læger uden Grænser.

Lige nu er der kun ganske lidt mad tilbage, som slet ikke er nok til befolkningen i området, og priserne på mad er mindst tre gange højere end i resten af Darfur.

Også brændstofpriserne er skyhøje, hvilket gør det nærmest umuligt at pumpe vand og holde klinikker kørende, der er afhængige af generatorer for at få elektricitet.

Læger uden Grænsers personale fortæller, at det for mange er umuligt at få mere end et enkelt måltid om dagen.

”I sådan en alvorlig situation burde vi øge vores hjælp, men i stedet har vi kritisk mangel på forsyninger, og for nyligt var vi tvunget til at reducere vores aktiviteter til alene at fokusere på børn med de allermest alvorlige tilstande. Vi blev nødt til at stoppe behandlingen af de mindre alvorlige former for underernæring, som er omkring 2.700 børn, og afvise tusindvis af patienter, der ellers havde brug for konsultationer hver måned,” siger Claudine Mayer.

I Zamzamlejren bor mellem 300.000 og 500.000 mennesker, som er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krigen i landet.