Klimaaktivister hælder tomatsuppe på Van Gogh-maleri

Udland

14/10/2022

Foto: twitter@just stop oil
Foto: twitter@just stop oil

Skrevet af Redaktionen

Er det ok at udøve hærværk på et museum for at råbe magthaverne op? Det synes disse klimaaktivister i hvert fald. De hældte tomatsuppe på et Van Gogh-maleri og limede sig derefter fast til væggen.

Det var to aktivister fra den britiske miljøgruppe 'Just Stop Oil', der kastede tomatsuppe mod Vincent van Goghs verdensberømte maleri Sunflowers i National Gallery i London.

Derefter limede de deres hænder til væggen med superlim.

For hvad er mest værd? Kunst eller liv?

Det var de spørgsmål en ung kvinde med pink hår gik rundt og stillede besøgende på de britiske museum. Videoer af hele optrinnet cirkulerer i øjeblikket på forskellige sociale medieplatforme.

Klimaaktivisternes officielle Twitter-konto delte ligeledes billeder og klip med ordene:

"Befolkningens kreativitet og glans fremvises i dette galleri, men vores arv bliver knust af vores regerings passivitet i forhold til klima- og leveomkostningskriser."

Det klare krav fra organisationen til den britiske regering er, at de straks bør stoppe med at investere i fossile brændstoffer som olie og gas.

Derudover bør der sættes ind så hurtigt som muligt mod de stigende leveomkostninger.

"Millioner af briter vil ikke have råd til at varme en dåse suppe op denne vinter," skriver aktivistgruppen som forklaring på, hvorfor de valgte at kaste tomatsuppe på maleriet.