Når temperaturen runder syv grader døgnet rundt, er det på tide at skifte fra vinterdæk til sommerdæk.
I år er der dog for danskere der tager på køreferie til udlandet en ekstra god grund til at være opmærksom på dækskiftet.
I flere europæiske lande er overgangen som i Danmark en vejledende praksis, men i Italien bliver dækskiftet allerede fra i år et krav med kontante konsekvenser for bilister, der ikke følger reglerne.
Den 15. april 2025 træder en ny italiensk lov i kraft, som gør det obligatorisk at udskifte vinterdæk med sommerdæk.
Målet er at øge trafiksikkerheden i sommerhalvåret, men tiltaget møder modstand blandt både lokale og udenlandske bilister, som nu står over for en betragtelig udgift.
Ifølge det italienske medie altarimini vil overtrædelser kunne koste dyrt.
Bilister, der ignorerer kravet og fortsat kører på vinterdæk efter fristen, risikerer bøder på mellem 422 og 1.682 euro.
Det svarer altså til bøder op mod 12.500 danske kroner.
I grove tilfælde kan myndighederne endda ophæve køretøjets registrering. En midlertidig overgangsperiode frem til 15. maj vil dog sikre, at overtrædere først får en advarsel, før sanktionerne træder i kraft.
Dækskiftet ventes at blive en bekostelig affære, især for italienske familier.
Udover selve omkostningen til nye dæk skal der betales for kontrol af dækslid. Prisen kan ifølge det italienske medie løbe op i omkring 1.000 euro pr. bil.
Altarimini skriver, at befolkningen forholder sig skeptisk til lovændringen, og mange frygter de økonomiske konsekvenser, selvom hensigten er at styrke trafiksikkerheden.
Danske turister bør også være opmærksomme på kravene.
Rejsende, der kører til Italien i egen bil, anbefales at få skiftet dæk hjemmefra. Bilister med helårsdæk med M+S-mærkning kan dog undgå bøder – forudsat at dækkene er i god stand.