Hele verden har fulgt med i eftersøgningen efter den 2-årige dreng, Émile, der forsvandt i det sydlige Frankrig i weekenden.
Natten til torsdag kom der så nyt i sagen, og det er desværre ikke godt nyt.
Fransk politi har nemlig valgt at stoppe eftersøgningen, der forsvandt fra sine bedsteforældres have sent lørdag eftermiddag.
“Den retslige undersøgelse af årsagerne til drengens forsvinden vil fortsætte, især ved at analysere den betydelige mængde information og elementer, der er indsamlet i løbet af sidste fire dage,” udtalte Rémy Avon, der er anklageren i sagen, i en erklæring onsdag ifølge Sky News.
Håbet mindskes time for time
Den lille dreng blev sidst set af nogle naboer gå ned ad en gade tæt ved hans bedsteforældres hus i den lille by Haut-Vernet.
Da det stod klart, at Émile ikke var til at finde, blev der hurtigt sat en eftersøgning i gang, og de sidste fire døgn har både det franske politi og frivillige brugt dage og nætter på at finde den forsvundne dreng.
Rémy Avon fortæller desuden i erklæringen, at de sidste fire døgns søgen efter den toårige dreng er foregået både til lands og i luften, men at det ikke har kastet nogen nævneværdige spor af sig.
Nu, da eftersøgningen er indstillet, vil eftersøgningsfasen i stedet bevæge sig over til at behandle de oplysninger, der er blevet indsamlet.
Men Rémy Avon er meget ærlig omkring udsigterne til at finde Émile i god behold.
“Vi kan sige, at prognosen er meget, meget livstruende nu. Når man tager hans unge alder i betragtning, og at der nu er gået over 48 timer, hvor man må formode, at han har været uden mad og drikke, og varmen også er en faktor, er det en medicinsk udfordring,” sagde Rémy Avron ifølge BFM TV.
Det er stadig uvist, hvad der er sket med den 2-årige dreng. Teorierne går på, at han enten kan være kommet til skade, er blevet kidnappet, eller er faret vild efter at ville gå på opdagelse i området.