Chokerende video: Drukner sin hund i swimmingpool

Udland

14/8/22 | 12:37

Foto © Brevard County Sheriff's Office
Foto © Brevard County Sheriff's Office

Skrevet af Rikki Jørgensen

Det burde efterhånden kræve en tilladelse at holde dyr. I hvert fald kan man slet ikke forstå den grusomme handling, som en kvindei den amerikanske delstat Florida udsatte sin lille Chihuahua for.

Det er ikke for sarte nerver, når man skal lytte til, hvad en kvinde gjorde ved sin lille hund.

I første omgang gik hun tilsyneladende bare i poolen med sin hund under armen, men kort tid derefter begyndte hundens kamp for sit liv.

Mishandlingen mod den lille hund skete i oktober sidste år, men det er først nu optagelserne af hændelsen er blevet offentliggjorte. Den chokerende video er herefter gået viralt på sociale medier.

Videoen viser Erica Black, der kaster sit kæledyr ved navn Sadie i en pool, presser hunden under vand, hvorefter den desperat kæmper for sit liv.

Da Sadie tilsyneladende er druknet, trækker Erica hunden op af vandet og banker den livløse krop ned i jorden i alt fire gange.

Den lokale sherif fortalte, at Erica Black efter hans vurdering er en af de mest foragtelige personer, han nogensinde har stiftet bekendtskab med og at videoen er en af de mest skræmmende ting, han har set i sit liv.

"Der er et særligt sted i helvede for denne kvinde. Indtil hun når dertil, vil hun rådne op i vores fængsel," fortalte sheriffen til et lokalt medie.

Politiet har også udtalt, at Black tidligere er blevet dømt for grov vold. Hun har bl.a. stukket en 68-årig mand to gange med en kniv.