20 års fængsel til bedemand - parterede 560 lig og løj for de efterladte

Udland

04/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Ligdelene blev solgt videre til for eksempel medicinstudier.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En dybt makaber sag har nu nået sin, i hvert fald foreløbige, afslutning.

Bedemanden Megan Hess, 46 år, fra Colorado i USA er nemlig blevet idømt 20 års fængsel for svindel.

Det er der ikke i sig selv noget makabert i, men når man så læser videre og finder ud af, hvad svindlen er gået ud på, bliver det anderledes dystert.

Hess har nemlig indrømmet, at hun har dissekeret svimlende 560 lig og solgt kropsdelene fra sin bedemandsforretning Sunset Mesa gennem sin anden virksomhed, Donor Services.

Og det hele er vel at mærke sket uden de efterladtes tilladelse eller viden.

Det skriver TV2.

Hendes 69-årige mor, Shirley Koch, har også erkendt sin skyld og ventes at få sin strafudmåling senere tirsdag.

FBI på sporet i 2018

Nyhedsbureauet Reuters beskriver salg af kropsdele i USA som en nærmest ureguleret industri.

Det er ganske vist ulovligt at sælge organer som hjerter, nyrer og sener til transplantation. De skal doneres.

Men arme, ben og lignende, som kan bruges til træning af kirurger, er der ikke nogen nævneværdige regler for i forhold til salg.

Faktisk var det også netop Reuters, der i en serie undersøgende artikler mellem 2016 og 2018 talte med flere tidligere ansatte hos Hess og Koch.

Her blev det afsløret af de tidligere ansatte, at de uautoriserede dissekeringer fandt sted, og kun et par uger efter en historie i 2018, ransagede FBI virksomheden.

Falske kremeringer

Ifølge anklageren i sagen tog Hess op mod 1000 dollar for kremeringer, der aldrig fandt sted. Det svarer til cirka 7000 kroner med nutidens kurs.

Men i stedet for at modtage asken fra sine efterladte blev mere end 200 familier løjet for og modtag i stedet aske blandet fra forskellige lig.

Selskaber, som tilbyder træning af kirurger, og andre firmaer, som blandt andet købte arme, hoveder og torsoer, vidste ikke, at kropsdelene var blevet fremskaffet ved hjælp af svindel, mener anklagerne.