Knap 4000 danskere har svaret: Hver tredje af os er villige til at betale for det

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Mange danskere er villige til at betale for, at der indsamles mindre data om dem, når de benytter hjemmesider eller apps.

Det viser en undersøgelse blandt næsten 4.000 borgere, hvor størstedelen svarer, at de bekymrer sig for, hvor deres data ender.

Størstedelen af befolkningen er helt, eller delvis, enige i, at virksomheden tydeligt skal gøre danskerne opmærksomme på, hvis der tjenes penge på deres data.

Undersøgelsen er lavet af Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik med besvarelser fra 3.937 repræsentativt udvalgte personer i den danske befolkning mellem 15-89 år.

Resultaterne tyder på, at virksomhedernes datahåndtering ikke kun handler om at overholde lovgivning, men også om at vinde kundernes tillid ved at vise og oplyse om, at deres data anvendes på en etisk og ansvarlig måde.

"Jeg hæfter mig ved, at 63 procent siger, at de fravælger tjenester eller hjemmesider, hvis de er bekymret for databrugen. For virksomheder, der lever af digitale tjenester, tænker jeg, at det er vigtig viden at have," siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Mette Lindstrøm Lage.

Forbrugere går dermed op i, hvordan deres data anvendes af virksomheder. Undersøgelsen viser, at dataetik efterhånden er blevet en forretningsmulighed virksomhederne kan konkurrere på.

Næsten 2 ud af 3 har fravalgt tjenester eller hjemmesider

Hovedpointer fra undersøgelsen:

  • Over halvdelen af danskerne (63 procent) har fravalgt tjenester eller hjemmesider, fordi de var bekymrede for virksomhedens brug af deres data.

  • 3 ud af 10 danskere (34 procent) er villige til at betale for en tjeneste eller produkt, hvis det betyder, at virksomheden indsamler mindre information om dem.

  • 8 ud af 10 danskere (79 procent) er enten helt eller delvis enige i, at det er vigtigt for dem, at virksomheden tydeligt fortæller dem, hvis de tjener penge på at indsamle og bruge personlige data om dem, fx ved målrettede annoncer eller anbefalinger.

Faktaark om danskernes holdninger og præferencer til virksomheders brug af deres data 2024 (digst.dk)

Digitaliseringsstyrelsen vejleder virksomheder i dataetik: https://virksomhedsguiden.dk/content/temaer/dataetik/