De færreste er klar over det: Så meget koster det at lade din oplader sidde i stikkontakten

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kamille Isaksen

Det er en udgift, de færreste tænker over.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste af os kan nikke genkendende til det.

Opladeren sidder i stikkontakten, klar og parat, som en slags digital livline til vores mobiltelefon.

Men hvad koster det egentlig, når den bare hænger der og ikke oplader noget som helst?

Svaret er: ikke alverden – men heller ikke helt gratis.

Ifølge beregninger fra Videncentret Bolius ligger strømforbruget på nyere opladere (produceret efter 2022) helt nede på cirka 0,10 watt-timer (Wh), når de ikke er i brug.

Det skriver Mere Mobil.

Det svarer til et årligt elforbrug på mellem 1 og 3 kroner, afhængig af elprisen.

Hopper strømprisen op på de ubehagelige 5 kroner pr. kWh, så stiger regningen til lidt over 4 kroner om året.

Så nej, det er ikke det, der vælter husholdningsbudgettet – medmindre du selvfølgelig har 27 opladere konstant i stikket. Så begynder det måske at ligne en kaffekop eller to om året.

Men hvad hvis du stadig bruger den gode gamle Nokia-oplader fra 2010, som du fandt i en flyttekasse? Her begynder det faktisk at gøre en forskel.

Ældre opladere kan i standby bruge op til fem gange så meget strøm som de nyere. Ifølge Bolius’ dyreste eksempel kan det koste dig omkring 12 kroner om året per oplader.

Har du flere gamle ladere hængende, kan du hurtigt løbe op i 50-100 kroner – og det er alligevel penge, der er værd at hente.

Det skjulte strømslugeri

Baggrunden for de lave tal på nyere opladere er et EU-direktiv, der sætter grænser for, hvor meget strøm elektronik må bruge i standby. Men det kræver naturligvis, at du bruger produkter, der faktisk overholder reglerne.

Og her kommer advarslen: Hvis du shopper billige og farverige opladere på tvivlsomme netbutikker eller markedspladser, risikerer du ikke bare et højere strømforbrug – men også dårligt design, manglende sikkerhed og i værste fald brandfare.