Sommeren er over os, og selvom vi i Danmark ikke har oplevet en varm og tør en af slagsen, og har måtte søge syd på, for at finde den helt rigtige sommerstemning, har World Health Organization (WHO) alligevel valgt at advare alle europæere om faren ved ekstreme temperaturer.
Hvert år dør 175.000 europæere nemlig som følge af varmebølger og deres konsekvenser.
Det skriver WHO i en pressemeddelelse.
Største klimarelaterede årsag
Mange steder i Sydeuropa har flere steder oplevet temperaturer på over 40 grader.
Denne ekstreme og uvante varme koster årligt mange liv og er en konsekvens af den globale opvarmning, som længe har været diskuteret.
"Hedeslag er den største årsag til klimarelaterede dødsfald i Europa. Ekstreme temperaturer forværrer kroniske tilstande, herunder hjerte-kar-, luftvejs- og cerebrovaskulære sygdomme, mental sundhed og diabetesrelaterede tilstande. Ekstrem varme er især et problem for ældre mennesker, specielt dem, der bor alene. Men det kan også være en ekstra byrde for gravide kvinder," fortæller Hans Kluge, Regional Direktør for WHO.
Gode råd
Derfor kommer WHO nu med nogle gode råd og forholdsregler man bør tage sig, hvis man opholder sig i et land hvor der er meget varme:
Hold dig væk fra varmen. Undgå at gå ud og lave anstrengende aktiviteter i dagens varmeste timer. Bliv i skyggen og efterlad ikke børn eller dyr i parkerede køretøjer. Hvis det er nødvendigt og muligt, tilbring 2-3 timer om dagen på et køligt sted, såsom et supermarked eller en biograf.
Hold dit hjem køligt. Brug natluften til at køle dit hjem ned. Reducer varmebelastningen indendørs i løbet af dagen ved at bruge persienner eller skodder.
Hold din krop kølig og hydreret. Brug let og løstsiddende tøj samt let sengetøj, tag kølige brusere eller bade, og drik vand regelmæssigt. Undgå sukkerholdige, alkoholholdige eller koffeinholdige drikke på grund af deres dehydrerende effekt på kroppen.
Pas på dig selv og andre. Tjek familie, venner og naboer, især de ældre, som tilbringer meget af deres tid alene.
Selvom det virker som logik, så er varme altså noget som hvert år tager livet af 175.000 europæere, der under de uvante temperaturer ikke tager sig rette forholdsregler og fejlagtigt undervurderer truslen.